MISSIL. Da Danmark skulle bidrage militært i Libyen, var der åbent for pressen på Flyvestation Skrydstrup, hvor de fire F16 fly der skulle sendes afsted blev fremvist. (arkiv)
Foto: CASPER DALHOFF

MISSIL. Da Danmark skulle bidrage militært i Libyen, var der åbent for pressen på Flyvestation Skrydstrup, hvor de fire F16 fly der skulle sendes afsted blev fremvist. (arkiv)

Kampen mod Islamisk Stat

Ekspert: At gå i krig er blevet noget helt naturligt dansk

Debatten om at gå i krig er fuldstændig forsvundet, mener seniorforsker på DIIS.

Kampen mod Islamisk Stat

I aften forventes det danske Folketing endnu en gang at vedtage, at Danmark skal deltage i en krig.

Denne gang i Irak, hvor der ifølge regeringens forslag skal sendes F-16-fly på vingerne for at hjælpe med at bombe jihadisterne fra Islamisk Stat (IS).

Tidligere i dag viste en Gallupundersøgelse for Berlingske, at 62 procent af danskerne er enige med regeringen i, at Danmark bør stille F-16-fly til rådighed for koalitionen med henblik på at angribe IS i Irak, men udover det har der ikke været den store debat om, hvorvidt Danmark endnu en gang skal være en krigsførende nation.

Og det er »meget overraskende«, mener seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Vibeke Schou Tjalve, der har undersøgt den danske krigsmentalitet set i lyset af de seneste 10 - 15 års krige, hvor Danmark har deltaget.

»Vi opfatter det som noget naturligt, at vi er på vej i krig igen. Det er blevet en helt naturlig del af vores hverdag. Vi tager det næsten for givet, at der går danske soldater rundt ude i verden og er krig«, siger hun.

Seniorforskeren mener, at manglen på debat om at være i krig skal spores tilbage til Folketinget, hvor hun mener, at både krigsdebatten og eftertænksomheden er mere eller mindre ikke-eksisterende.

»Det er en udpræget dansk forståelse – mere end hos nogle andre små krigsførende lande – at vi er et lille land, og i et lille land er der ikke på samme måde plads til at være uenige om sikkerhedspolitikken. Det svar har jeg fået fra mange politikere fra forskellige steder i det politiske spektrum. Mange siger, at Danmark er et for lille land til at være uenige om sikkerhedspolitikken. Det svarer til at sige, at vi er et for lille land til at tænke os om, mener jeg«, siger hun.

En række af krige

De seneste ti år er Danmark gået med i en række af krigskoalitioner anført af USA. Fra 2001 til 2013 bidrog vi med militær støtte til krigen i Afghanistan og med omkring 750 soldater i de farligste dele af landet.

Fra 2003 og frem til 2007 var vi i krig i Irak.

I mellemtiden vedtog Folketinget et beslutningsforslag om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen i 2011. Ingen i Folketinget stemte imod.

I 2013 sendte vi et Herkules-transportfly med støttepersonel til krigen i Mali, og i aften forventes det endeligt vedtaget, at Danmark endnu en gang skal bidrage militær til støtte til indsatsen i Irak.

SKRIV:

Danmark har stået klar, hver gang præsidenten på den anden side af Atlanten har bedt om hjælp og støtte, påpeger Vibeke Schou Tjalve.

»Der er blevet den overbevisning, at hvis USA siger, at det er klogt, så er det klogt for os at være med. En bredere variation af synspunkter i Folketinget ville gøre, at vi blev nødt til at tænke os om. Der synes jeg nærmest, at vi herhjemme oplever en slags utålmodighed. Det er, som om vi har været mere amerikanske end amerikanerne«, siger hun.

Danmark overgår amerikanerne

Det amerikanske tidsskrift The Economist skrev i foråret, 'What would America fight for' (Hvad vil Amerika kæmpe for', red.) på forsiden af bladet.

Den tilhørende artikel var én lang kritik af den tøvende amerikanske præsident Barack Obama, der på daværende tidspunkt ikke ville gå militært ind i hverken Syrien eller Gaza.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Artiklen starter med et citat fra præsidenten, hvor han spørger, hvorfor det er, at hans alliancepartnere finder militærmagt svaret på alle problemer.

»Det er lidt interessant, for det var i den periode, hvor vi i Danmark i flere medier kunne høre læse og se statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sige, at hvis der bliver kaldt på os, så er vi klar til at gå ind i Syrien. Det var, som om vi havde mindre forbehold mod anvendelsen af væbnet magt end amerikanerne. Tidligere har det været sådan, at amerikanerne skulle skubbe på et modvilligt Europa, når det gjaldt militære indgreb«, siger seniorforskeren.

Har vores krigsmentalitet ændret sig?

»Ja, i den forstand, at vi er kommet til at opfatte det at engagere os, forsøge at løse konflikter og tage ansvar med at være lig med villigheden til anvendelse af væbnet magt. På den måde har det at ’der må gøres noget’ ændret sig hos den menige dansker til, at der må sendes soldater af sted«, siger hun.

Krig er foreneligt med bløde værdier

Ifølge seniorforskeren er den danske militære aktivisme præget af, at da vi trådte ind på den internationale scene i militære sammenhænge, var det med en humanitær indsats i Kosova. Det handlede om at standse et folkedrab, og det former stadig den danske forståelse af krig, mener hun.

»Den her uklarhed, som moderne inventioner har, hvor der både er et militært og humanitært spor, gør, at rigtig mange borgere synes, det er foreneligt med vores bløde danske værdier. For vi er der for det godes skyld. Det er ikke krige, der begrundes i en selvforsvars eller erobringslogik. De har til mål at hjælpe nogen snarere end at udradere nogen. Vi går jo ikke og siger, at vi skal ud og slå nogen ihjel. Vi siger, at vi skal ud og hjælpe folk«, siger hun

Hvad har det gjort ved danskernes holdning til krig?

»Vi opfatter det som den gode krig. Vi tænker ikke over midlet, for vi koncentrerer os om målet – som ikke er egen vinding, men har karakter af at være ikke-egoistisk. Men det ændrer jo ikke ved, at militær magt indgår«, siger hun.

Hvordan spiller det ind, at der denne gang ikke skal landtropper på jorden i vores krigsfølelse?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det bliver på en måde lidt distanceret. Men selvom vi skulle sende soldater af sted, så ville historien ikke afstedkomme uenighed eller offentlig bevågenhed, som det gjorde i Irak i 2003. Vi har ligesom brudt den der jomfruhinde. Vi har været der før, og det er kort tiden siden, at vi tog hjem. Det gør en forskel, men ikke en absolut forhold«.

Er der noget, der tyder på, at det vil ændre sig debatten bliver taget i fremtiden?

»Det mener jeg ikke. For vi har ikke skruet op for debatkulturen om krigsdeltagelse, snarere ned«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden