Hvordan kan du se soldaternes mødre i øjnene, Martin Lidegaard?

Vores radikale udenrigsminister, Martin Lidegaard, havde i en tv-debat forleden svært ved at forklare, om Danmark er i krig eller ej. Det var samme dag, Folketinget besluttede at sende jagerfly af sted til at bekæmpe Islamisk Stat i Irak.

Tv-værten frittede ham ellers grundigt ud: Er vi i krig, og er det vores krig?

Det var teknisk set ikke en krig, kunne man forstå på udenrigsministeren. Det var nok en væbnet konflikt, men en intern og ikke international krig og altså ikke en rigtig krig. Og slet ikke vores krig.

Jeg sad i nærheden og var lige ved at springe op og råbe til ham: Hvordan kan du tillade dig at sende danske mænd og kvinder i krig, når du ikke synes, det er vores krig? Hvordan kan du tillade dig at lade dem sætte liv og lemmer på spil for noget, som vi efter din mening slet ikke er del af?

Hvordan vil du kunne se soldaternes mødre i øjnene?

Martin Lidegaard skal være glad for, at den tid er ovre, hvor jeg var nærmeste pårørende til en udsendt soldat, for jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort ved ham, hvis jeg den dag i sidste uge stadig havde levet med de angstfyldte, søvnløse nætter, hvor kun stoltheden over, at min soldat gjorde det hele for Danmarks skyld, kunne tjene som trøst og opmuntring.

Det må være en kold douche for de pårørende til de netop udsendte, når landets udenrigsminister sender danske mænd og kvinder til Irak for at kæmpe, men ikke mener, at det er vores krig. Jeg frygter, at de udsendte føler sig svigtet af landets regering.

Kort tid efter hørte jeg en samtale mellem udenrigsministeren og en juridisk ekspert i folkeret, der var lige så besynderlig.

Udenrigsministeren og eksperten fordybede sig med stor alvor i de juridiske spidsfindigheder om definitionen på fænomenet, som vores soldater nu deltager i, og dens lovlighed.

Det var tydeligt, at udenrigsministeren her var dybt engageret, og at det betød meget for ham, at krigen var lovlig set med folkeretslige øjne.

Jeg ser et mønster i udenrigsministerens ringe engagement i, om det er vores krig eller ej, og hans omvendt store engagement i, om krigen er lovlig ifølge den internationale folkeret.

Det hænger nemlig tæt sammen med den lange debat om landsforræderi, der udspandt sig i Folketinget onsdag 2. oktober. Her var spørgsmålet, om de jihadister, der har dansk statsborgerskab, kan betragtes som landsforrædere eller ej.

Ser man verden som ét stort internationalt samfund, hvor der gælder de samme regler for alle – gerne FN’s eller andre folkeretlige regler – så giver landsforræderbegrebet ikke særlig meget mening. Der er nemlig ikke nogen at forråde, og det giver mere mening at bruge terrorlovene eller almindelige straffelove.

Mener man omvendt, at verden består af suveræne nationalstater, der kræver borgernes loyalitet, giver landsforræderbegrebet langt bedre mening. Der er nemlig i høj grad følelser med i spillet.

Nationalstaten er et følelsesmæssigt fællesskab. Vores stærke engagement i fællesskabet gør det muligt og meningsfuldt for os at forsvare fællesskabet imod fælles fjender. Også med stor risiko for egen førlighed.

Patriotisme og nationalstat hænger tæt sammen. Vi kræver loyalitet af nytilkomne, og vi kan derfor under ingen omstændigheder tolerere, at nogen bekæmper vores soldater, når sidstnævnte forsvarer fællesskabet imod fjender.

Vi forventer, at nytilkomne på et tidspunkt også bliver patrioter. Samtidig forventer vi af vores Folketing, at de kun sender vores soldater i krig, når fællesskabet rent faktisk er truet. Vores soldater er ikke et værktøj i udenrigsministerens værktøjskasse.

Det er værd at bevare det følelsesmæssige fællesskab i den suveræne nationalstat. Det er nemlig den, der har givet os friheden og demokratiet. Vi vil og kan passe på hinanden i sådan et fællesskab. Vi gør det for fællesskabets skyld – ikke for at leve op til nogen finere eller universelle regler i folkeretten.

Afleverer vi suveræniteten til FN, ved vi ikke, hvor vi er på vej hen. Friheden og demokratiet kan blive taget fra os, for det er ikke danskerne, der bestemmer i FN. Og viljen og lysten til at forsvare os imod fjenderne vil forsvinde.

I dette scenarie er det ligegyldigt, om man er med eller imod vore soldater. Bare man er i stand til at udlægge de internationale regler.

Jeg tror, det er derfor, udenrigsministeren ikke kan se, hvor vigtigt det er med patriotisme og forskellen mellem helte og landsforrædere. Jeg tror, det er derfor, at han lægger mere vægt på at udlægge folkeretten end på at bakke op om vores soldater.

Opbakning til vores soldater og fordømmelse af landsforræderi hænger sammen. Vi har ikke en international retsorden, der ophæver landenes suverænitet, og vi skal ikke have det. Så risikerer vi nemlig at miste friheden. Vi skal have et forsvar, der går i kamp for Danmarks frihed, når Danmark er truet.

Forsvaret går i krig, når Folketinget beslutter det. Og Folketinget bør selvfølgelig altid kun beslutte at sende folk af sted til noget, de kan dø af, hvis det er vores krig. Derfor er de, der kæmper på den anden side, landsforrædere, hvis de har dansk statsborgerskab. For så kæmper de deres krig. Fjendernes krig.

Så enkelt er det, hr. udenrigsminister.