Alle USA’s 10 nulevende tidligere forsvarsministre advarer søndag mod militær indblanding i forbindelse med magtoverdragelsen i landet i en fælles kronik i avisen Washington Post.
De tidligere forsvarsministre inkluderer Ashton Carter, Dick Cheney, William Cohen, Mark Esper, Robert Gates, Chuck Hagel, James Mattis, Leon Panetta, William Perry og Donald Rumsfeld. De skriver i kronikken, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, må forpligte sig til en fredelig overgang, inden og efter at Joe Biden overtager præsidentembedet fra Donald Trump 20. januar.
»Forsøg på at involvere USA’s væbnede styrker i at løse valgtvister vil kunne føre os ind i farligt, ulovligt og grundlovsstridigt territorium«, skriver de.
Alle overdragelser er sket fredeligt
De forhenværende forsvarsministre henviser til, at USA’s demokrati er kendetegnet ved en fair valgproces og en fredelig magtoverdragelse. De påpeger også, at alle overdragelser af magten i landet siden borgerkrigen har været fredelige.
»Dette år burde ikke være nogen undtagelse«, skriver ministrene.
Eksministrene kommer både fra Det Demokratiske og Det Republikanske Parti. Både Mark Esper og James Mattis blev udpeget som forsvarsministre af Donald Trump.
I forbindelse med kronikken påpeges det, at USA’s domstole har afvist alle retslige forsøg på at udfordre valgresultatet. Der henvises også til, at resultaterne er blevet bekræftet i de enkelte delstater. Derfor beder de tidligere ministre nuværende forsvarsminister Christopher Miller og resten af Pentagon til at samarbejde fuldt ud med Joe Biden og hans overgangshold.
»De må afstå fra enhver politisk handling, som undergraver valget eller forhindrer den nye administrations succes«, slutter ministrene.
Kronikken i Washington Post kommer, samme dag som avisen frigav en timelang telefonsamtale, hvor man angiveligt kan høre Donald Trump forsøge at presse indenrigsministeren i delstaten Georgia til at ’finde’ stemmer nok til at vende Trumps nederlag ved præsidentvalget 3. november.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter