Mange amerikanske præsidenter har kort efter deres indsættelse valgt at bruge den magt, konstitutionen giver dem, til hurtigt at tage en række både symbolske og substantielle opgør med forgængeren på posten. Sådan for lige at få vist, at der er en ny sherif i byen.
Og det er i den grad også Joe Bidens plan, viser et memo fra hans tiltrædende stabschef, Ron Klain. Her kan man læse, at Joe Biden ved bekendtgørelser allerede på selve indsættelsesdagen onsdag vil genforpligte USA på klimamålene i Paris-aftalen, gøre det økonomiske sikkerhedsnet under amerikanerne en smule mere fintmasket og ophæve nogle af de strenge restriktioner for indrejsende fra (langt overvejende) muslimske lande, der af kritikere er blevet kaldt for Trumps ’muslim-forbud’.


























