Den 42-årige mand, der anklages for at have angrebet Paul Pelosi, som er gift med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, er blevet sigtet for overfald og forsøg på bortførelse, meddeler det amerikanske justitsministerium mandag. På delstatsniveau anklages han dog for drabsforsøg og overfald med et dødeligt våben, fremgår det ifølge nyhedsbureauet Reuters af retsdokumenter, som er indgivet til en domstol i San Francisco.
Den 42-årige mand brød ind i parrets hus i Californien natten til fredag. Justitsministeriet oplyser, at manden havde tape, reb og andre materialer med sig. Det kunne tyde på, at han havde tænkt sig at binde Nancy Pelosi. Det fremgår af retsdokumenter fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, at den 42-årige har fortalt politiet, at han ville tage Nancy Pelosi som gidsel og »smadre hendes knæskaller«, skriver nyhedsbureauet AFP og netmediet Huffpost. Den formodede gerningsmand har fortalt FBI, at han betragter Nancy Pelosi som ansvarlig for de »løgne«, hendes Demokratiske Parti har udbredt.
Toppolitikeren var dog ikke hjemme, da den 42-årige trængte ind i hendes hus i San Francisco. Det var hendes mand, Paul Pelosi, derimod. Han formåede at ringe til politiet, inden han blev angrebet med en hammer. Et par betjente ankom og bevidnede selve angrebet, hvorpå de anholdt den 42-årige, har politichefen i San Francisco tidligere oplyst.
Paul Pelosi blev slået bevidstløs og har siden været indlagt på et hospital, hvor han er blevet opereret for kraniebrud. Læger forventer, at han kommer sig helt, har Nancy Pelosis kontor skrevet i en meddelelse.
Den 42-årige mand, der er anholdt for Pelosi-angrebet, har ifølge NBC News og nyhedsbureauet AP skrevet ekstreme og konspiratoriske opslag online. Nogle opslag havde også referencer til konspirationsbevægelsen Qanon.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse




























