Egentlig sluttede forholdet helt tilbage i 1993. Jeg skulle flytte og indså, at byrden var for tung at slæbe fra et lille hus i Roskilde op til en lejlighed på 4. sal på Frederiksberg. Trods ufattelig mange vidunderlige timer i hinandens selskab måtte vi skilles. Partneren var jo også faldet ud af tiden og erstattet af en fiks lille sag med hul i midten, som ikke skulle vendes konstant.
Farvel og tak til min vinylsamling og velkommen til cd’en, der var en mere logisk sambo på 4. sal. Den lille skive af plastik, hvis musik blev afleveret gennem en laserstråle i stedet for en museal pickup med hang til at samle historiens støv sammen, når de rille for rille pløjede sig gennem musikalske klassikere.




























