Lyt til artiklen
Gik en tur i Berlin på en af novembers sidste dage. Alt så umiddelbart ud, som om den forhadte måned havde tænkt sig at holde os fast i sin kolde hånd så længe som muligt. Utallige nuancer af gråt gled ind i hinanden, mens regnen plaskede ned over Kreuzberg.
Dråberne løb som tårer ned over træernes sidste blade i Viktoriapark, indtil de til sidst var så tyngede, at også de gav slip. Og lagde sig ned til de andre, som på vej ind i formuldningens store forsvindingsnummer udgjorde en smuk og blød måtte for mine våde sko. Alligevel gik jeg fortryllet rundt og kiggede på dette bløde forfald, mens regnens rislen i de stadig mere nøgne grene ledsagede mig med blide, fugtige rytmer, som var jeg i en regnskov.
