Et ældre par i outdoor-tøj går helt tæt på den meget høje bænk, men skal ikke nyde noget af at klatre op på den. De ser ellers ud til at være i god form. To mænd i pæne jakkesæt stopper også kortvarigt op for at betragte det forvoksede møbel. Men de er tydeligt hæmmet af at være svenskere og vælger derfor at gå videre i stedet for at hoppe op på bænken.
Det ser ikke alt for lovende ud for Bagside-fotograf Jens Dreslings idé om at lave en billedkavalkade med de forskellige klatreteknikker, som folk anvender for at bestige den alternative udsigtsplatform på Rådhuspladsen. Men så kommer Mohammed Talba forbi og spørger, hvad vi har gang i, og så snart han har fået forklaringen, tager den friske mand fra Valby et kort tilløb til noget, der ligner et halvt Fosbury-højdespring. Så sidder han oppe på bænken og griner.




























