På en martsdag, da min datter var 14 år, faldt der dom over mit moderskab. Den kom ud af det blå, ja, blev nærmest henkastet afsagt i vores stue: »Jeg har haft en god barndom«, begyndte hun: »men...«.
Vejrtrækningspausen, der fulgte det men, var lang nok til, at jeg nåede at tænke: Hvad kommer der nu? Jeg nåede også at indstille mig mentalt på en hård, ubetinget dom uden mulighed for prøveløsladelse. Eller kunne jeg håbe på et 02 for bestået?




























