På Bent Bøgsteds hjemmeside kan man læse, at han er 54 år og født i Vendsyssel, at han har syv børn (tre er dog sammenbragt), og at han er gammel specialarbejder. Desuden er han arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti, som han har repræsenteret i Folketinget siden 2001. For en fyr med Bent Bøgsteds portefølje kunne man forestille sig, at sidste uge sikkert var lidt af et mareridt. Først præsenterede regeringen og Bøgsteds parti genopretningsplanen, som blandt andet gik ud på at sætte et loft over børnechecken og skattefradraget på fagforeningskontingentet og at halvere dagpengeperioden. (Så sent som 6. april sagde Bøgsted ellers fra Folketingets talerstol, at »Dansk Folkeparti kan ikke støtte en halvering, netop fordi vi ikke kan se noget formål med det«). Dernæst indledte Bent Bøgsteds egen fagforening en voldsom kampagne mod hans parti. Og så meldte Bent Bøgsted sig ud af sin fagforening. Som han udtalte, kunne han ikke forlige sig med, at 3F »så længe har brugt ufatteligt mange af medlemmernes penge på at betale dyre annoncekampagner til fordel for Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne«. Det må have været en hændervridende oplevelse for Bent Bøgsted, der i øvrigt ikke har nogen synlige tics.

Da Bagsiden onsdag morgen efter aftale trådte ind på Bent Bøgsteds kontor på Christiansborg for at foretage en rutinemæssig politisk stuegang, sad han bag sit skrivebord og klimprede løs på sit tastatur. Der gik et par minutter, før han rejste sig og gav hånd; han sagde, at han havde svaret på cirka 100 e-mail fra almindelige folk, der ville have en forklaring på hans partis tallerkenvending, og at han stadig manglede godt og vel 100. For Bagsiden lød det som sisyfosarbejde, men lidt efter leverede Bent Bøgsted et mere eller mindre teknisk og egentlig okay overbevisende defensorat, en nøgtern redegørelse, som det nok ville kede læseren at få repeteret her. Det var noget med, at Dansk Folkeparti måtte gå ind og tage et ansvar, og at det måske ikke var så slemt endda med den halverede dagpengeperiode. Som Bent Bøgsted sad der med sin limfjordsmoustache og sin kortærmede skjorte på den anden side af det superelliptiske mødebord, virkede han ikke synderligt begejstret ved situationen. Han strålede ikke – som for eksempel sin partifælle, den lidt yngre hudplejeklinikejer Colette Brix. »Det gør somme tider ondt at være i politik«, konstaterede Bent Bøgsted et par gange på sit fordragelige vendelbomål. Som vi tidligere har nævnt i denne spalte, er vi fascinerede af forholdet mellem politikerne og pressen. Det sagde vi også til Bent Bøgsted. Det foranledigede ham til at ytre et mishag over Ekstra Bladet. Dagen forinden havde avisen tiltvunget sig adgang til Dansk Folkepartis medlemskontorer sammen med fire typiske vælgere, hvoraf de to langtidsledige havde stemt på DF altid. Det var at gå over grænsen, sagde Bøgsted. Han forklarede, at man ellers lærer at aflæse journalisterne med årene. Da ’Politisk stuegang’ – endnu – ikke er en del af Christiansborgs journalistiske in-crowd, og kun de færreste folkevalgte (herunder Bøgsted) ville kunne genkende os i kantinen, havde han vendt ’Politisk stuegangs’ henvendelse med sit partis udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, og pressechefen. »Hvad sagde Søren Espersen?«, spurgte vi. »Han sagde, at det var fair nok«. »Hvordan?«. »Han sagde, at hvad dig angår – i gåseøjne – så var du helt ’uskadelig’«. Bent Bøgsted måtte have sporet en trækning ved Bagsidens øje, for han skyndte sig at fortsatte: »Forstået sådan, at du kommer ikke for at hænge os ud i en ’snavset’ artikel«. Et øjeblik følte Bagsiden en samhørighed med Bent Bøgsted, som bredte sig som en varme i hele kroppen.