Riis og Tinkoff er to forskellige typer. To intellekter i hver sin ret. En kynisk og næsten ulæselig oligark og en sammenbidt, fåmælt taktiker. Det er, som om de stammer fra to parallelle verdener, men er mødtes her og nu i et fællesskab. I et samarbejde om et fælles mål. Samtidig er de benspænd for hinanden. Er hinandens nødvendige modsætninger. Begge indædte vindere og eminente cykelryttere. De er gode til at cykle. De er gode ryttere. De har succes som professionelle og er blevet dygtigere, blevet bedre som mennesker. Slanke, stærke cykler i carbon. Blå-gul-hvide lycradragter, hvormed de signalerer, at her kommer en cykelrytter, en rytter, som kan lide kvalitet, og som lever på første klasse, som spiser godt, men tænker dårligt. Urolig for det. Bange for det. Tinkoff er apoteosen af Riis, og Riis er apoteosen af Tinkoff. Og det er på den måde, at storheden finder vej til overfladen. Magten viger kolibridrilsk i tropemønstre, fri under det hvælvede erindringsmøde på Europas sommerbænke. Og også i de store etapeløb. Betragtet for sig er cykelsporten sit eget evige etapeløb. Hårnålesving og sidevind. Lange, hvide stræk mod kimingen. Ophold under evighedsmærker og barbariske indfaldne kinder. Jeg ser på det. Analyserer det. Beskuer minutiøst dets detaljer for at forstå helheden. Det er større end mig. Jeg føler mig latterliggjort. Den latterliggørelse skal en cykelrytter kunne tage på sig og bære som et hædersmærke. Hverken Tinkoff eller Riis vil give den slags fra sig. Og det er i dette bestemte felt, at frø såes til konflikt. Æg befrugtes. Jeg kan godt lide æg. Jeg koger æg i letsaltet vand om morgenen. Placerer forsigtigt en kasserolle på mit gaskomfur og skruer aldrig længere end halvvejs op for gassen. Jeg nyder lyden af gassens siven gennem rørene. For mig er det civilisationens hærgen i en kondenseret lydform. Jeg finder min æggeprikker frem fra den øverste skuffe og prikker nødvendige huller i to æg, som jeg har købt hos nabokonen, Maria. Jeg har købt æg hos hende i årevis. Hun hilser mig altid med de samme ord og takker hjerteligt for den begrænsede betaling. Det er gentagelsens musik, som min ven Per Højholt skrev om. Poesien i en handling, der gøres om og om igen. Gentages som ved maskinel automatik. Æggene med prikhullerne er i vandet. Små bobler løber op langs deres sider. Jeg måler tiden af med mit æggeur. Jeg ved præcis, hvor længe de skal ligge der. Og når de har fået nok, tager jeg dem op og lægger dem omhyggeligt på et stykke hvidt klæde. De køler af, og jeg kigger ud mod bugten. Ser skibe, vuggende og tålmodige, i det rolige vand. Jeg ser skibe, mens æggene køler af. Jeg ser skibe, mens æggene køler af. Jeg ser skibe, mens æggene køler af. Jeg ser skibe, mens æggene køler af.

Jeg ser