Alting har en bagside, også mig selv, for jeg er på den, endda med min egen klumme, så mens nogle bare render rundt og holder sig godt, så holder jeg Politiken. Det er dejligt hver morgen at kunne konstatere, at jeg har format, det rigtige format, jeg kommer ikke ud i tabloid, for jeg har de rigtige holdninger, bortset fra min ryg, som synes at være blevet skæv som en vildfaren christianit, en bonkammerat, der engang havde en drøm om at bo bedre og bo billigere, men som nu bare drømmer om Bo Lidegaard og et Politiken-abonnement. Hashtågerne har for længst lagt sig på ministeriets trappe, det samme har Klaus og Ebbe, og tidevandet er nu skyllet ind over Hans Kirk og ’Fiskerne’, for hvad skal vi med fisk, når vi kan nøjes med nettet? Alting har en bagside, det har mit abonnement også, for det er plus på begge øjne; jeg er pludselig blevet langsynet og har svært ved at bøje verdens uregelmæssige verber, I had, we had, ji-had, det giver ingen mening, men den har jeg heldigvis heller ikke mere, bevares, kirken er da fin, men messen er bedre i Bella Centret, og det samme er de litterære prædikanter, nogle af dem er endda frelste, og man kan møde dem alle og få sin bog signeret. Gud generer kun, han signerer aldrig noget, og det til trods for at han har ligget på bestsellerlisten i evigheder. Krukke. Hvilket minder mig om, at jeg vil brændes, når jeg er død, men hvad vil Brandes, det er det, man altid må spørge sig selv om, og så går man pludselig fra det moderne gennembrud til det moderne hovedbrud.

Alting har en bagside, det har humanismen også, for det er skidedyrt at være kulturradikal: for nogen noget hø, for andre ren Hørup. Og skal man se tingene i deres rette perspektiv, så gøres det bedst med Poul Henningsen, men han starter ved 12.000 kroner, så de fleste bliver jo ruineret, før de får belyst verden ordentligt, og jeg bekymrer mig sgu om hullerne i ozonlaget, men hvad med hullerne i hukommelsen, det er ikke omkostningsfrit at gå fra at være rød til rødvin, og pludselig stemmer vi alle blåt med tænderne. Det nytter ikke at være garvet, når først garvesyren har fået fat, og hullerne har bredt sig til tænderne. Når der ikke længere er nogen til at lave fyldningerne, så længes man efter Panduro, men må nøjes med at gå i hobbykæden og købe et samlesæt. Alting har en bagside, selv demokratiet, og jeg går ind for tolerance og frisind, men når ligesyn bliver til ligsyn, en IS-kage af tragedier, der vælter ind over os fra de græske kyster til de franske gader, så tegner der sig et billede, og det er måske en fejl, for hvorfor overhovedet tegne noget som helst, medmindre det er arkitekttegnet? Det handler jo også om at tage hensyn, for slet ikke at tale om at tage tingene i øjesyn. Jeg går ind for internationalt udsyn, men hvad med opsyn? Jeg har lige haft indbrud for 3. gang, så sæderne er ikke kun i forfald, de er helt væk, på vej til Polen. For hvad skal man med den grimme ælling, når man kan få solgt svanen for 60.000 per styk? Væk er nationalfuglen, på træk gennem Østeuropa, og dansk møbeldesign synes ommøbleret for altid. Alting har en bagside, også en solside ,og der ligger vi så og slikker sol, mens andre slikker sår, og selv om piben har fået en anden lyd, så ryger vi helst selv Sweet Dublin; stærk tobak for nogen, men så kan man jo bare 'lukke vinduet op for brise', vi er jo for længst kommet i mål, im Ziel mit Zieler, og det er muligt, at lortet binder, det også gjorde man engang på hånd og mund, men PH-værdien er ikke længere noget, vi finder i den menneskelige flora, men på Lauritz.com, så op i revyen med lortet. Vi har en juvel og det’ Weel, det’ et valg, det Liva, vi har, det er Ordet, som ikke døde i en vejgrøft ved Hørbylunde bakke, det lever, det lever i en bredside fra Bredsdorff, det lever i blå og i rød blok, det lever i enhver blok, men det lever også som en potentiel bombe i en fransk forstadsboligblok. Alting har en bagside, på min sidder der en stor røv. Det er ikke noget, jeg kan gøre for, den er jeg født med, og fra tid til anden lukker jeg lort ud, det er heller ikke noget, jeg kan gøre for, det er jeg født til. Men det er min skyld, når jeg sidder for længe på den og glemmer at slå en skid til rytmerne af Johsefine Baker fra dengang, jazzen virkelig var sort. Nu er verden så gået i sort, og vi er gået fra kulturradikal til radikalkultur, der nu truer med at slå enhver demokratisk tone ihjel. Derfor gælder det, at vi ikke må daeshe om på sofaen til melodien, der blev væk, for når Kain myrder Kjeld Abell på åben gade, så er det tid til en fællessang, der ikke kun vækker TV 2 Charlie og Holger Danske, og hvilken bedre sang end en opsang, for den kender vi alle!