Det er helt sort, for hvad gør man, når neger nager, og ens sambo pludselig bliver til en samba, hvis underliv vrider sig til rytmerne af den politiske korrekthed. Og det er ikke for at lyde gammeldags, for sådan en kan man slet ikke bestille mere uden at få en over vaflerne, så spørgsmålet er, om man overhovedet længere kan tillade sig at være en flødebolle. Det lyder pip, men Pippis far har for længst abdiceret som negerkonge og må nu nøjes med at være konge af Sydhavet; det er ren kong gulerod, så længe det bare ikke er i Congo, for så er det kun rod – ikke mindst for Tintin og Haddock, som snart bliver til tørdock, hvis han nogensinde skal på museum. Det er helt sort, men Liva synger på sit sidste vers om eskimoer, og hvad skal så rime på Veuve Cliqot’er, for grønlænderstiv rimer ikke på så meget og da slet ikke på Statens Museum for Kunst, for der kommer de aldrig til at hænge; de hænger til gengæld på en del gadehjørner med byens galleri som baggrund og vidner om, at kunst er mange ting – ikke mindst kunsten at behandle et folk anstændigt, og der er det sgu ikke nok, at man ændrer titlen, for de har slet ikke nogen titler bortset fra elefantordenen, og med den i hånden drikker de sig igennem de sproglige barrierer, der er væsentlig større end dem, man møder i et malerikatalog. Det er helt sort, for selv om ordet sigøjner for længst er blevet udvist af det danske sprog, så kan man ikke sige det samme om sigøjnerbossen, som nu i ro og mag må finde sig i at være roma i spjældet, og hvad skal man så leve af, når man hedder Levakovic? Man kunne selvfølgelig spille temaet fra ’Godfather’ som så mange af sine landsmænd, men for at undgå det helt store harmonikasammenstød og skabe de forkerte associationer, så lur mig, om ikke det bliver en helt anden melodi, der mere lyder som Gimi, Gimi, Gimi a man after midnight. Og hvem den mand er, rager mig så en Pind, men det er nok de færreste, der vil sige ’det var Sørens’. Det er helt sort, for der var engang, da det var tropenat i junglen, og den sorte brøleabe med de hvide tænder og de stærke gribehænder kravlede rundt i skovens kroner, brølende i tykke toner, styrtede med et hyl fra grenen, Louis Armstrong var på scenen. Og med sådan en introduktion ku’ Brandstrup nok ha’ startet en brand, der var en hel del mere hot end hottentot, men det var Danmark, det var ’33 og det blev ikke mere sort end det, men nu handler det ikke om ’33 og støvletramp, men blot om at ha’ fod på lortet, medmindre man er en Kofod og ikke kan kende forskel på nigger og negro, for så kan man måske begynde at tale om et no go. Det er helt sort, men hvad hjælper det, at vi smykker os af at ha’ et pænt ordforråd, når vi allerede har taget smykkerne? Og hvad hjælper det, at man i stedet for en negerdreng som rangle får en kokosnød, når man alligevel ikke kan kende forskel på nød og nød? Hvad hjælper det, at man står i en brandert i baren fuld af tolerance, når man bagefter alligevel bestiller 10 sorte svin? Så kys min bare røv, for der har vi mig bekendt alle den samme farve. Hvis der nu er nogen, der vil vide, hvilket kys det er, jeg refererer til, ja, så er min politiske mund lukket med syv segl, så vi undgår, at denne forkølede snak smitter yderligere. Men det er åbenbart en hård nysser, så hvis nogen skulle komme til at sige a-Joof i debatten, så lad os bare nøjes med at sige prosit, og så taler vi ikke neger om det.