Jeg kan godt lide Sverige. Nej, det er en underdrivelse. Jeg er vild med Sverige. Tænker nogle gange, at jeg må have noget svensk klistrende til mit genom – eller hvor den slags nu sætter sig. Men det er så vidt vides ikke tilfældet. Jeg er ud af nordjysk bondeæt iblandet østjysk krejlerstand og københavnsk arbejderklasse. Og i fald der overhovedet har været udlændinge på spil, må det, tyder mit efternavn på, have været en tysker. Intet peger i retning af, at svenskere har haft fingrene nede i, eller måske snarere, og undskyld mig, oppe i slægtens kagedåser.
Oprindelsen til min begejstring for vores naboer til højre er nem både at tids- og stedfæste. Jeg voksede op i østsjællandske Herfølge i en tid, hvor DR herskede enevældigt på den danske tv-front. For en sportsgal knægt var det en katastrofe, intet mindre. Kanalen fokuserede på idrætsgrene – eller hvad man nu skal kalde dem – som keglebillard. Den ene søndag eftermiddag efter den anden slæbte sig af sted i selskab med en hviskende Gunnar Nu og keglebillardstjernerne Søren Søgaard og Jørgen Koch, der udvekslede nakkeballer i finalen om det danske mesterskab vel en 10-20 år i streg. Hvis da ikke hele Danmarks Radio forkælede os med ’svær ridebanespringning’ fra Bernstorffsparken, hvor endeløse rækker af ’ekvipager’ hoppede og sprang og ’refuserede’ og gjorde ved, så krikkernes savl drev fra hovedtøjet.
