Hej mor
Mine 2 frilæsnegsbøer er bleved vek. Det er to dragnebøer. Jeg har let og let.
Jeg tror at det er i køkkenet! Vil Du lie lede let? Sår er du sød.
Karlihilsen Julie din skat
P.S. Jan bliervar gal.
Brevet, som min ældste yndlingsdatter skrev til sin mor som 7-årig i bekymring over ikke at kunne finde de to drengebøger, hun havde haft med hjem fra skole til frilæsning, er et af højdepunkterne på min opslagstavle og har været det i mange år.
På tavlen hænger der ganske vist også billeder af yndlingsdøtrene som helt utroligt små piger, visitkort fra indiske restauranter i København og fra stedet med de gode, stegte rødspætter i Svendborg samt et gammelt foto af mig som ung mand i bar overkrop, der maler en flagstang, som kun er lidt tyndere end mig selv.
Der hænger farevstrålende børnetegninger, billeder af smilende brudepar, konfirmander og studenter, udgåede pressekort samt en billet fra Champions League-kampen mellem AaB og Manchester United i 2008.
Fine sager alt sammen, men brevet er nu det sjoveste, og så er det lige gået op for mig, at det netop i år er 20 år siden, Julie gik rundt og var nervøs for, at Jan skulle blive gal over de forsvundne frilæsnegsbøer.
Jan var Julies klasselærer, som hun havde så stor respekt for, at han herhjemme udelukkende var kendt som Vorherre fra Hvalsø.
Der er også det med brevet, at det minder om Julies evne som barn til at få alle bogstaverne med i ordene, men ofte i en rækkefølge, der virkede ret tilfældig. Hun bad om mørs på sit brød og ville gerne med i Klickvly. Senere droppede hun vokalerne helt og skrev i postkortet fra sin første lejrskole, at hun havde det godt bortset fra en smule »JMV«.
De komprimerede budskaber går igen på en anden, mindre seddel fra opslagstavlen, som rummer programmet for en »kånsert« med Julie (tværfløjte) og hendes lillesøster Anne (klaver). De musikalske piger oplyser, at de i løbet af kånserten blandt andet spiller »Sursursur«, »Vilduvilduvildu« og »Stillenu«. Samt klassikerne »Andulasien« og »Fyrelise«.
Vorherre fra Hvalsø lærte Julie at læse og skrive efter et princip, hvor eleverne gerne måtte lave stavefejl. Det medførte ønskesedler som den, hvor hun godt kunne tænke sig en »djorkindrakt« til sin fødselsdag.
Jeg forstod aldrig, hvordan den undervisningsmetode skulle kunne føre noget som helst godt med sig, men Vorherre må alligevel have haft fat i den lange ende, for ældste yndlingsdatter voksede op til at skrive et stort set fejlfrit dansk og er desuden en af ganske få indbyggere under 50 år, der kan sætte korrekte grammatiske kommaer.
Det sidste er dog næppe Vorherres værk, men snarere resultatet af de danskstudier, som Julie er overordentlig optaget af nu.
Når der en sjælden gang kommer et flashback til hendes sproglige barndom, skyldes det rene misforståelser. Som her for nylig, da hun ikke kunne huske navnet på middagsretten benløse fugle, som hun ikke bryder sig om, og i stedet frabad sig at få serveret »syngende kyllinger« under sit næste besøg i barndomshjemmet.
Dem slap hun så for, men de kommer næppe til at hedde andet fra nu af.
