Man ser ud ad sit vindue. Man er holdt op med at spørge sig selv, om det regner. Man er begyndt at spørge sig selv, om det ikke regner, og hvis det ikke regner, så regner det alligevel, lige om lidt. Man sætter sig til rette foran sit fjernsyn. »... og så er det over til dig, Nina«, siger Klaus, »Og så håber jeg, at du har sol på programmet«. »Tak, skal du ha', Klaus«. Smile, pege smilende på Jylland, gå i højhælede sko til Bornholm. Gå tilbage til Sjælland i højhælede sko og smil og så: »Der er måske en enkelt chance for at se solen«. »Det tror jeg ikke på?«, råber jeg, men hun svarer ikke.
De er ikke til at tale med dem inden i fjernsynet. De gemmer sig bag plasma, og det er til at få spat af. Jeg ville ellers gerne have spurgt Nina om, hvorvidt jeg skal ta' min våddragt på til receptionen under åben himmel. Nå, men det gør jeg altså for en sikkerheds skyld og så ta'r jeg metroen fra vandskadede Vanløse til Kongens Nytorv.
