Min læge har valgt at flytte sin konsultation til Vor Frelser Kirkes spiralsnoede spir, fordi det går sygt godt i sygdomsvæsenet. Fedt for hende, ikk’ så fedt for mig, med min vertigo. 400 trin, og armsvedige mig, klamrer mig til tops, og der sidder lægen så. Lige under Jesus, der står og flager for Gud må vide hvad. Nå, men hatten af for at holde humøret oppe og tage en dag ad gangen. Det gør jeg ikke.
Det hele er en stor pærevælling, og jeg har arbejdet som en hest. Ai, nærmere en lille led pony. Jeg har altid været lidt bange for at tage fat. Selv om jeg er opdraget af 1,2 menneske og efter devisen: »Du skal gøre dig selv uundværlig. Få et job i en bank, bliv stewardesse eller kom på postkontor. Du kan jo så godt lide penge, uniformer og stempler«.
