Lyt til artiklen
Det er altid med opløftet sind, at min kone og jeg krydser Øresundsbroen og sætter kursen mod den ødegård i Blekinge, vi ejer sammen med gode venner. For der sker noget godt med sjælen, når man drejer af fra landevejen mellem Ronneby og Växjö og triller gennem Bulderbyagtige Ettebro og videre ind i skoven ad grusveje, der snævrer ind for til sidst at ende i det vognspor, som fører frem til vores hus.
Men der gnaver også altid en lille orm i forventningens glæde. Især i vinterhalvåret. En lille ængstelse for, om alting nu også er, som det skal være. Om bæsterne har holdt snitterne for sig selv, eller om der har været fest på vores regning.
