Jeg vidste, at det var dumt, og at jeg ikke kunne slippe fri fra solen blot ved at flytte mig et enkelt skridt. Men jeg tog et skridt, et eneste skridt fremad, og så sad jeg i kystbanetoget. Jeg kommer ikke så meget omkring nu om dage. Lever nærmest i en triangel. Arbejde-Netto-seng, arbejde-Netto-seng, men så er det søndag, og jeg skal, uha, til Vedbæk. Jeg har aldrig været i Vedbæk før, for hva’ sku’ jeg der? Jeg kender heller ingen, der er opvokset i Vedbæk.
Står på Hellerup Station og venter på kystbanetoget mod Helsingør. Solen blænder en i november, og det ka’ være nok så nice, hvis det ikke var, fordi man bliver helt blinded by the light. Når jeg bliver solblændet, tænker jeg altid på Camus. Fordi man som led i fransk pligtlæsning skulle læse ’L’Etranger’. Oui, så blev fransk manifique, selvom jeg ikke fik alle detaljer mæ’. The story of my life, men hva’ ka’ man forlange? Man ka’ stå på en station en novembersøndag i fuld sol og se et tog køre til og fra perron, og man er helt afslappet mæ’, hvor det kører hen, bare det kører på skinner, og man selv ved, at man skal mod Helsingør.
