Jeg vågnede badet i sved. Dels fordi jeg af klimakterievenlige grunde sover i uldundertøj. Ja, det kradser lidt, men har den fordel at jeg ikke ved, om det er ulden eller væggelusene, der styrer. Dels har jeg påtaget mig et Helly-Hansen skiundertøjssæt, som jeg engang købte, fordi jeg blev påduttet at ta’ på skiferie mæ’ en sortpisttype, som jeg for en kort, men katastrofal periode delte valnøddebord og elevationsseng med.
Det var meget ensomt for mig at være på ski-deren mæ’ ham. Han susede af sted off pist væk, mens jeg selv stod alene tilbage på skiskolen sammen mæ’ et dusin behjelmte skibabyer, som åbenbart ikke havde hørt om, at man skal kravle, før man ka’ gå.




























