En af grundene til, at jeg var solgt til Paprika Steens julefilm fra tredje replik – søsteren på telefonsvareren: »Jeg tager rødkål med, ikke« – er, at jeg har været hende med rødkålen. Jeg ville peppe familiens jul op og havde fået en fancy opskrift med rigtig rødkål, der snittes og dampes – »så der stadig er bid i«, som min ven sagde – og tilsættes interessante krydderier. Slet ikke som det tarvelige industriprodukt på glas.
Familien havde alligevel, ganske som i filmen, sørget for glas-kål. De tyggede tappert i den hjemmelavede og langede så mere eller mindre i smug ud efter den traditionelle. Året efter forsøgte jeg mig igen, kun let stødt over forrige års beherskede succes, og måtte sande, at problemet med frisk rødkål er, at det virker som ... kål. Det var før kålbølgen, som jeg aldrig rigtig er kommet med på.
