Natten mellem 17. og 18. januar 1772 udøvede en rasende folkemængde hærværk mod 60-70 ejendomme i København. Det gik især ud over de lystige steder, de såkaldte ’Frøken-Huse’ og ’Punche-Contoirer’, der alt efter hovedpersonens rolle kendtes under navne som f.eks. Jomfrue Ørn, Kattekillingen, Den gule Fitte, Husaren og Prins Kiørud. Det var steder, hvor der blev solgt »Punch-Viin med de dertil behøvende Piger«, altså bordeller og anløbne værtshuse.
Arrestationen af gehejmekabinetsminister J.F. Struensee tidligt morgenen før udløste de voldsomme begivenheder, der allerede i samtiden blev kaldt »Den store Udfejelsesfest«; man ’fejede ud’ efter Struensees diktatoriske regime. Betegnelsen ’udfejelsesfest’ var de sympatiserendes, mens øvrigheden og andre så dem som simple pøbeloptøjer udøvet af berusede ballademagere. Husene blev simpelthen smadrede, herunder trængte folk ind og ødelagde alt indbo. Først ved 4-tiden om natten blev militæret sat ind og fik nedkæmpet optøjerne.
Den sene indgriben, og det forhold, at ingen blev retsforfulgt, medførte rygter om, at de nye magthavere, enkedronningen, arveprinsen og Høegh-Guldberg, stod bag, og at de tilmed havde udarbejdet lister over de huse, der skulle raseres. Den forklaring kan vi dog med sindsro lægge til side, mener retshistorikeren, juraprofessor Henrik Stevnsborg, der i flere artikler har skrevet om sagen, og peger på andre forklaringer.
Udfejelsesfesten kan ses som sociale uroligheder i kølvandet på flere års økonomisk misvækst med dyb armod til følge. Folk var trætte af arbejdsløshed, fødevaremangel og høje priser og benyttede lejligheden til at protestere i et anfald af vildt raseri. Men hvorfor så den store harme mod netop bordeller?
Struensees regime blev af mange set som udtryk for amoralitet og usædelighed, og senest blev en ny politiforordning i 1771 tolket som fuldstændig frie tøjler til prostitution og drukkenskab. Urolighederne kan derved ses som religiøst og moralsk betinget. Denne forklaring lider dog noget af den svaghed, at fromme folk normalt ikke går på barrikaderne og smadrer andres ejendom. Endelig er der så den forklaring, at bordelværterne og de prostituerede tjente godt midt i al elendigheden. Bordelværter kunne godt bo med pæne rokokomøbler, og bordellerne fremstod derfor også som symboler på rigdom og provokerende profit.
Der er således flere forklaringer at vælge imellem. Det er dog næppe urimeligt at antage, at urostifterne har haft forskellige bevæggrunde til at deltage.
Grossererne
Her kommer så et brev ind i billedet. De hærgede ejendomme skulle istandsættes, og til det formål blev der foranstaltet en offentlig indsamling til husejerne. Kongen gav af sin egen kasse 6.000 rigsdaler, men der var langt op til de omkring 45.000 rigsdaler, som skaderne blev opgjort til. Københavns Magistrat skrev derfor til byens rigeste købmænd, nemlig Grosserer-Societetet (Danmarks ældste erhvervsorganisation, grundlagt 1742, nu Dansk Erhverv), for at bede om bidrag til indsamlingen. Af brevet, der er bevaret i Grosserer-Societetets arkiv i Rigsarkivet, kan vi se, hvad der skete.
Direktionen sendte det videre til den kongelige børskommissær, idet han havde en fortegnelse over alle grossererne, der færdedes på Børsen. Børskommissæren gik derefter rundt med fortegnelsen og bad grossererne »Eenhver især ligesom De forekom«, altså som han traf dem, om at støtte indsamlingen. Det tog ham tre dage at komme forbi dem alle. Muligvis slukøret måtte han melde tilbage, at der ikke var nogen, der ville betale noget som helst til indsamlingen.
»Saaledes bevidnes under min Haand«, sluttede han.
Hvem betalte så?
Grossererne ville altså ikke betale til de skadelidte husejere. Ligesom uromagerne utvivlsomt havde forskellige bevæggrunde, så havde grossererne det sikkert også. Det kunne ligne en kindhest til de nye magthavere omkring den gale konge, Christian VII. Men forholdet er sikkert også moralsk – og statusbestemt. De noget finere storkøbmænd, der færdedes på Børsen, havde skibe i søen og tjente deres penge på udenrigshandel, herunder som slavehandlere. De regnede ikke simple bordelejere og de prostituerede for noget som helst, og bidrag til indsamlingen ville jo være det samme som at støtte disse. Derved åbner der sig et nyt perspektiv i hele sagen, nemlig spørgsmålet om indsamlingen, herunder især hvem, der støttede indsamlingen – og ud fra hvilke motiver?
Resultatet blev under alle omstændigheder, at der blev samlet penge ind, men ikke nok til at dække istandsættelsen af alle de ødelagte huse. Magistraten måtte derfor prioritere mellem ansøgerne. Der viste sig flere kategorier, herunder en hel del, der egentlig var helt uskyldige, altså ikke kunne mistænkes for bordeldrift, og de fik penge. Personer, der bevisligt var bordelejere, fik ikke godtgørelse.
fortsæt med at læse
