Nogle gange, når jeg skal præsenteres for nogen, foregår det sådan her: »Ja, og så har du jo været gift med Erling Ego«. Der er liiige en enkelt lille hage ved det. Jeg har aldrig været gift med Erling Ego. Mest fordi han i stedet for at møde op på Frederiksberg Rådhus valgte at gå på Sabines mæ’ nogle andre opstyltede skriverkarlekammersjukker.
Hva’ ska’ jeg sige? Blev jeg ked af, at brudgommen ikke dukkede op? Jeg har det som Politimester Bastian: »Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre, hva man vil«. Jeg følte mig, måske, en lillebitte smule grillet i bekendtskabskredsen. Senere har jeg bestemt, at det var et fint punktum for mit ellers feberkurvede gabliv. Der er meget forstillelse. Man skal være bedre, smukkere, mere kreativ end sin sidemand. Man skal gøre sig selv uundværlig, hvilket i sig selv er mærkeligt, for det er ingen.
Tryllebundet af Schumacher
Jeg arbejdede engang som telefonpasser på DR’s radioprogram ’Natredaktionen’, og jeg var dårlig til det, fordi jeg både var for søvnig og selvoptaget. Men jeg sad over for en mand, der bare opførte sig, som om han var faldet i gryden med Multitabs og glæde. Han hed Kim Schumacher, og jeg blev helt tryllebundet af den søde og kærlige måde, han talte på til de fremmede mennesker, der var inde i hans telefon, og han lærte mig, at kærlighed ikke skal skydes ned af hverken liguster, vielsesattester eller økonomiske arrangementer. Hmmm.
Har jeg andre idoler? Engang var jeg i biografen og skulle se en amerikansk film om russisk mafia, sååååååå kommer Viggo Mortensen satme ind i salen. Set i bakspejlsalens ulidelige forlystelse ret naturligt, eftersom han havde hovedrollen, og filmen havde premiere. Han var iklædt en syntetisk bordeauxfarvet blazer med det canadiske flag på lommen?
Jeg blafrer bare helt ud af benovelse: »Det er selveste Viggo Mortensen«, og jeg ka’ slet ikke stoppe mig selv og roterer katapultagtigt i stolen af begejstring. Han sættes så på rækken foran mig. Jeg kan se hans profil og er klar til at hækkesaksespringe over biostolerygge og kaste mig over ham og suge mig fast som en stenbider på hans blazer.
Hva’ holder mig tilbage? Min pænpigeopvækst? Hans bordeauxfarvede blazer? Jeg synes ikke, det klær’ mig at beundre en Hollywoodstjerne på en så uhæmmet facon. Selvfølgelig trækker den blazer og det, at han ikke er større end tobak for en skilling, ned, og jeg tænker på min mom, som prædikede: »Vogt dig for små mænd«.
Jeg svarede, at jeg syntes, hun fint ku’ nøjes mæ’ at styre sit eget liv og holde op med at savle over Leslie Howard, når hun nu lissom var gift med min far. Få appetit ude, men spis hjemme. Javel ja, men jeg er sjældent sulten og spiser helst ikke ude, fordi jeg ikke kan li’ at gå på restaurant. Jeg synes, det lugter af herskab og tjenestefolk, og så skal man midt i en vigtig ’samtale’ svare på, om »det mon smager«.
»Tak, fordi du afbryder, hr. selvhøjtidelige tjenertype. Min højtærede medæder var ellers, efter en enetale på nær fem kvarter, liiiige ved at arbejde sig frem til en slags pointe i dødens pølse af en henkogt historie«.
Ru kalvetunge
Jeg ka’ virkelig godt li’ at være sammen mæ’ mennesker, man ved, hvor man har. Som ikke flejner ud i hovedet på en. Som jeg ved, hvor jeg har jer, Anna & Viggo i begyndelsen af 60’erne, som havde et faldefærdigt husmandssted mæ’ nogle få køer på Faxe Ladeplads, og som altid havde en nyfødt kalv mæ’ en ret så ru kalvetunge, der aldrig havde planer om at bide hånden af en.
Man må ha’ sig nogle idoler. Nogle der gør ens verden større. Nej mindre, faktisk. Så man ikke ustandseligt ser sig nødsaget til at sidde sammen med fejebladet i eget kosteskab. Bare for at være lidt i fred i sindet.
fortsæt med at læse
