Principielt undgår jeg fristelserne i antikvarernes tilbudskasser, for mit bogtårn er propfuldt, men i et læs gamle børnebøger hos min boghandler i Rødvig faldt jeg for en dansk udgave af Jules Vernes ’Jorden rundt i 80 Dage’ fra ca. 1900, »bearbejdet for Ungdommen, med mange Farvetryksbilleder«. To af dem ses her på siden.
Inde i bogen stod, at den i 1909 var blevet givet til Frederik Frederiksen i Støvring og i 1966 var gået videre til Christian Sørensen i Aalborg, men det er uvist, hvordan den efter 109 års rejse er endt på Stevns – læst i laser, men altså sejlivet.
Vernes roman fra 1873 kom samme år på dansk uforkortet ved Paris-journalisten Richard Kaufmann. Han oversatte lige så rask Vernes andre hits fra ’Fem Uger i Ballon’ til ’Kaptajn Hattteras Eventyr paa Nordpolen’, og alle fik de siden den skæbne at blive ’oversat til børneværelset’, det vil sige onduleret og amputeret. Først i 1973 fik vi ’Jorden rundt’ i uforkortet nyoversættelse ved Bodil Holm på Hernovs Forlag, illustreret med den franske originaludgaves xylografier.
Og sådan skal den læses: helt uforkortet. Med års mellemrum kaster jeg mig ud i den totale morskabslæsning, und es bleibt doch immer neu, som tyskerne siger. ’Jorden rundt’ er suveræn inden for sin genre: den ironiske rejseroman, suveræn som fortællekunst – og klukkende morsom.
Alle befordringsmidler
Det er jo, som ethvert drengehjerte vil huske, romanen om det udødelige væddemål. Jules Verne fik ideen i 1871, da rejsebureauet Cook reklamerede med, at nu var transportmidlerne så effektive, at man kunne nå kloden rundt på tre måneder. Verne strammede det op til 80 dage, og til at udføre det umulige valgte han den excentriske London-ungkarl Phileas Fogg, der levede et pedantisk vaneliv, men var stædig nok til at vædde 20.000 pund med Reformklubbens medlemmer om, at han kunne nå turen fra 2. oktober til 21. december 1872.
Mr. Fogg drager af med en halv times varsel iført høj hat, diplomatfrakke, ternet rejseplaid samt en vadsæk med en formue i pund. Til hjælp har han sin franske tjener, den forhenværende brandmand og cirkusakrobat Passepartout, men han er også mistænkt for at have lænset Bank of England, og Verne stemmer både spændingen og morskaben op ved, at han hele vejen har Scotland Yard-detektiven mr. Fix halsende efter sig med en arrestordre.
Stik mod alle odds tilbagelægger Fogg & Co. på rekordtid rejsen London-Brindisi-Aden-Bombay-Calcutta-Singapore-Hongkong-Yokohama-San Francisco-New York-Liverpool med alle tænkelige befordringsmidler, tog, skibe, vogne, elefant og isbåd. To gange undervejs vælger denne tilsyneladende robot med hjerte som et urværk at sætte alt på spil. Første gang i Indien, hvor han eller rettere brandmand Passepartout redder hinduprinsessen Aouda fra en enkebrænding. Anden gang på Pacific-banen i USA, da Passepartout bortføres af indianere og må genfindes. Det forsinker dem, så de i New York kommer tre kvarter for sent til Cunard-lineren ’China’ til Liverpool, og løsningen er vild og dyr.
Da Fogg lægger ud, ligner han en karikatur af en tørvetriller med stiff upperlip og alle fire ben på jorden, men han viser sig at være indbegrebet af britisk organisationstalent, og han udvikler sig ved at forstå, at han har brug for at supplere sit logiske intellekt både med Aoudas kvindelighed og med Passepartouts snilde og mod. De tre bliver også belønnet med de 20.000 pund, for netop som de tror, at de kommer en dag for sent hjem, viser det sig jo, at de ved at rejse Jorden rundt østover har vundet et døgn, og de træder ind i Reformklubben på minuttet kl. 20.45.
Jeg har en svaghed for, hvordan vor mand hver gang klarer ærterne: »Phileas Fogg fortrak ikke en mine, skønt situationen var meget alvorlig«. Humoren ulmer i de mindste detaljer, og derfor skal man have den ægte vare ufortyndet. Som der stod i de gamle annoncer for patentmedicin: ’Vogt Dem for tarvelige efterligninger!’. Det gælder de ’pædagogiske’ ungdomsudgaver, hvor hovedfigurerne bliver til hr. Fileas Fogg fra Kongensgade og tjeneren Johan Hurtigkarl. Og det gælder Bjarne Reuters remake fra 2014, hvor man må sluge en masse kameler, anakronismer og ramasjang.
Overflødighedshorn
Mange havde også ondt af Michael Andersons tretimers filmversion fra 1956, og vist er den et overstoppet overflødighedshorn med rekord i brug af kostumer, statister (68.000), dyr (8.000) samt kostbare stjerner fra Marlene Dietrich til Frank Sinatra. Men da Cinemateket i fjor tog udstyrsstykket op, var stemningen høj, også hos mig.
To højdepunkter er turen med Pacific-banen, hvor stumfilmstjernen Buster Keaton er konduktør, og toget forcerer en kæmpebro, der straks efter knækker som pindebrænde, og sejlturen over Atlanten med ’Henrietta’, hvor der fyres med alt brændbart. Det hører med til romanens selvironi, at Passepartout er überfransk charmerende og Fogg überbritisk stivnakket, men da filmens Fogg, spillet af David Niven, yder sit varmebidrag til overfarten ved at smide sin høje hat ind i skibsfyret, tror jeg, at Verne ville have indrømmet, at dén håndbevægelse var elegant.
Noget helt femte er så, hvordan den jordomrejse ville tage sig ud i vor tids klimaregnskab. Det er svært at udregne klimaaftrykket af fire elefantfødder i trav gennem jungle. Men jeg tror, at det osende ’Henrietta’ over Atlanten har svinet langt mindre, end når vor tids krydstogtskibe besejler Nordkap på svovltung bunkerolie og ’scrubber’ skorstensrøgen direkte ned i havet, så skibet synes ’miljøvenligt’.
----------------
Rettelse: I en tidligere version blev det ved en fejl anbefalet i underoverskriften at læse bogen i den forkortede udgave.
fortsæt med at læse
