Agnes Henningsen fik tidligt ry som den pikante ’frie kvinde’, og vennen Gustav Wied rimede: »En Fristelse for mange Mænd/er Digterinde Henningsen«. En endnu større fristelse var digterinden for folk, der ville forarges, og da vi for nylig fejrede hendes 150-årsdag, huskede mange, at hun mistede en statslig forfattergage. Jeg blev nysgerrig efter, hvad det præcis var der skete.
En del af forløbet kan følges i Pia Juuls nyudkomne ’Let gang og lidt til’, en fin mosaik af citater fra Agnes H’s erindringer, samtidige breve og aviser. Men hvis man vil have det politiske drama med, må man videre op i bogtårnet. Bedst besked får man i overarkivar Aage Raschs ’Staten og kunstnerne’ (1968), der følger spillet om kulturstøtten fra enevælden til nutiden, og jeg supplerer med andre kilder.
Kunstnerstøtten lå under Kirke- og Undervisningsministeriet, og det anskaffede sig i 1910 et udvalg til at vejlede om, hvilke forfattere der fortjente at komme på finansloven. Udvalget med professor Vilh. Andersen som formand anbefalede Agnes Henningsen sammen med bl.a. Knud Hjortø og Harald Kidde.
Politikerne pønsede – som så tit – på at spare, men fra finansåret 1917-18 blæste mildere vinde. Finansudvalget godkendte, at endnu fem forfattere fast fik 1.000 kroner årligt (31.000 kroner i nutidsmønt): Ludvig Holstein, Gunnar Gunnarsson, Harry Søiberg, Marie Bregendahl og Agnes Henningsen. Da finanslovsforslaget i januar 1918 kom til behandling i Folketinget, gik alle navne glat igennem, men ved 2. behandling af finansloven i marts 1918 brød uvejret løs.
Smuds og gemenhed
Agnes H. havde i efteråret 1917 udgivet sin dristigste roman: ’Den store Kærlighed’ om en moden malerinde og hendes yngre, utro elsker, der ender med, at hun gennemtæver ham. Romanen blev rost på tryk af bl.a. Johs. V. Jensen, men især blev den mødt med forargede avisindlæg, vrede breve og opringninger. En mand ønskede hende »en langsom og pinefuld død«.
Finanslovsforslaget provokerede den national-kristelige højrefløj til en kampagne mod Agnes H. Pastor Hans Koch udsendte en pjece om ’sjofelismen’, avisen Hovedstaden angreb hende, og 6. marts publicerede den reaktionære National Forfatterforening en protest mod at belønne et »fordærveligt« forfatterskab, hvad der kan få »skæbnesvangre« konsekvenser for »vort Folks aandelige Sundhed«.
Samme dag, ved Folketingets 2. behandling af finansloven, tog en Venstremand afstand fra hende, flere protestadresser fulgte, og da finansloven 12. marts kom til behandling i Landstinget (vi havde jo to kamre til 1953), blev hun angrebet fra Venstre og Konservative. Den konservative godsejer Rudolf Juel kaldte ’Den store Kærlighed’ gennemsyret af »Smuds og Gemenhed«, og han påtalte, at staten støttede en bog, der »spreder Forargelse og aandelig Gift ud over Landet, ja kunde lægge Spirer til Forbrydelser og Sindssyge«.
Landstingets finansudvalg stillede nu forslag om, at bevillingen til fru Henningsen udgik, og 15. marts blev den nedstemt i Landstinget. Den eneste, der rejste sig og stemte for, var finansministeren i C. Th. Zahles radikale regering 1913-20: Edvard Brandes. Folketinget fulgte straks Landstingets ændringsforslag.
En halvgammel dame
Nøglefiguren i det politiske drama var den radikale undervisningsminister Søren Keiser-Nielsen. Han var noget dengang så sjældent som en liberal præst, tilhænger af den frisindede fløj. Han sled i kulissen og i salen for Agnes H’s sag, og da han måtte give op, var han gentleman nok til selv at ringe hovedpersonen op. Hun tog det fattet.
Og da nogen mumlede om at skaffe en midlertidig støtte, dikterede hun til Ritzaus Bureau en stolt erklæring: »Jeg ønsker ikke at modtage nogen Statsunderstøttelse, efter at Rigsdagen har behandlet mig som sket er og dermed ogsaa vist Ringeagt for Landets førende Kritikere, som har anmeldt og anbefalet mig«.
Tumulten løftede den famøse roman op i fire oplag, og i privatlivet fik den et kønt efterspil. »Herregud«, skrev Ekstra Bladets redaktør Frejlif Olsen nedladende, »alt det Postyr, fordi en halvgammel Dame skal have lidt paa Finansloven«. Agnes (der var 49) sagde til sin trofaste husven, juristen Simon Koch: »Nu vil jeg alligevel gerne giftes – for at vise den redaktør og hans ligesindede, at der er en værdifuld mand, som regner mig for andet end en halvgammel dame«.
Ægteskabet blev lykkeligt, trods Simon Kochs svagelighed og tidlige død, og det gav Agnes Henningsen tryghed til at fortsætte sit forfatterskab, også ind i en ny fase med de otte fremragende erindringsbind 1941-55.
Af moralske grunde
Facit var altså, som hun sagde: »Jeg var blevet smidt ud af finansloven, før jeg var sluppet helt ind«. Det gør sagen enestående i dansk kulturpolitiks historie. Aage Rasch konkluderer i ’Staten og kunstnerne’, at hun »er til dato den eneste, der har oplevet at blive strøget af Folketinget af moralske grunde«. Han oplyser fra arkiverne, at i 1950 overvejede ministeriets rådgivende udvalg at anbefale hende til en ydelse, men man mente, at den havde hun selv frasagt sig – 32 år før. Det havde klædt den fungerende minister Julius Bomholt at overtale hende.
Men fruen klarede sig. Ved stiftelsen af Det danske Akademi i 1960 kom hun som 92-årig med blandt de 12 udvalgte – kvinde nr. 2 sammen med Karen Blixen. Hun døde som ukuelig 93-årig i 1962. »Et Mesterfruentimmer«, kaldte Johs. V. Jensen hende. Enig.
-------------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at Agnes Henningsen var 84, da hun i 1960 blev medlem af Det Danske Akademi, men hun var 92.
fortsæt med at læse
