Sidste års julehit i England og USA var filmen ’The Man Who Invented Christmas’. Titlens juleopfinder var forfatteren Charles Dickens, og filmen handlede om, hvordan han i 1843, blanket af efter tre usælgelige romaner, på seks uger skrev ’Et juleeventyr’– og ramte en ny guldfugl.

’Et juleeventyr’ er fortællingen om den tyranniske gnier Scrooge, der juleaften får besøg af sin afdøde kompagnon som genfærd, advares om, at han vil blive straffet for sin fedtede følelseskulde – og lægger sit liv om ved at hjælpe sin fattige kontorist og den invalide Tiny Tim, støtte velgørenhed og blive en anstændig gentleman.

Naturligvis er det en myte, at Dickens skulle have opfundet den britiske jul. Siden 1650’ernes puritanske diktator, Cromwell, forbød julefejring, havde briterne adopteret anden festivitas og siden det tyske juletræ. Men der er det om snakken, at Dickens’ juleeventyr, elsket også i talløse teater- og siden film- og tv-udgaver, kom til at præge victorianismens og senere tiders juleritualer fra julesange, julekort og julekalkun til veldædighed.

Hos os blev noget af det til evighedsforestillingen ’Jul i Nødebo Præstegaard’ og andet snepudret sukkergodt (for ikke at tale om de tvangsritualer, som Paprika Steen spidder i sin nye film, ’Den tid på året’). Men hvis man vil se, hvordan de bedre tysk-britiske juletraditioner bredte sig til de nordiske lande og selv til højkristne miljøer, kan man gå til Ingmar Bergmans smukke erindringer ’Laterna magica’ fra 1987, for nylig genudgivet i anledning af den store instruktørs 100-års dag.

Ingmars dæmoner

Bergman tegner de teater- og filmmiljøer, han har arbejdet i – med blodige bataljer, intriger og smågeniale indsatser på sparebudget. Men stærkest står hans tumultariske inderside i kamp med trolde og dommedag over sig selv, som Ibsen sagde. Åbent skildrer han sine sving mellem klarsyn og manisk kreativitet – og på den anden side angst, hysteri, selvforagt, manipulation og det bekræftelsesbehov, der medfører rask udskiftning af partnere og jævnligt gør hans privatliv »til en sofistikeret katastrofe«.

De evigt rumsterende dæmoner kan Bergman føre tilbage til den dystre, isafkølede barndom i præstehjemmet på Östermalm. Den ensomme mor og især den depressive og autoritære far (der beundrede Hitler) opdrog de tre børn strengt, med forbud og tæsk i et fast ritual af skam, skyld, bekendelse, straf, syndsforladelse. Straffen, når den bange Ingvar tissede i bukserne, var latterliggørelse.

Omvendt beskyttede den svagelige dreng sig bag et udspekuleret panser af løgne, hykleri og dagdrømmeri. Men der var også den elskede mormor med hendes historier og andre oaser som lillesøster Margaretas dukketeater, tante Lottens kinesiske skyggespil og de første biografoplevelser.

Ingmars kinematograf

Paradokset er, at når det blev jul i det lutheranske hjem, lagde pastoren bort den asketiske stil, og juledagene blev »en eksplosion af fornøjelser« med tilrejsende gæster og glade måltider. Juleaften blev træet tændt, og juleevangeliet læst op, men alle gik tidligt i seng for at nå op til den vigtige messe kl. 8 – julottan.

Julemorgen efter messen går det løs med frokost, sang og bægerklang, eftermiddagskaffe og åbent hus for menigheden, og først efter det store aftensmåltid kvällsvarden med punch og cigarer bliver julegaverne uddelt – med fars vers til hver gave, håndskrevet og oplæst af pastoren selv.

På dette sted i Bergmans erindringer – vi må være nået til julen 1925 – sidder den syvårige Ingmar på det yderste af stolen. Han har været grebet af feber, siden han så sin første film om hesten Vackra Svarten, og især siden han så en stor brun pakke blive listet ind i huset. Han drømmer om miraklet: at få en kinematograf.

Miraklet udebliver – eller værre: Det går til hans fire år ældre bror, Dag, der i forvejen er genstand for hans jalousi og dødsønsker. Ingmar stikker i et hyl, bliver skældt ud og falder i søvn i sorg og vrede. Men ud på natten vågner han, vækker resolut storebror og foreslår ham at bytte kinematografen for alle Ingmars 100 tinsoldater, og Dag accepterer.

Nu var miraklet ærligt og redeligt Ingmars, og apparatet med petroleumslampe kunne både vise lysbilleder og bruges som filmfremviser, for der medfulgte en tre meter filmstrimmel bundet i sløjfe. Når man drejede håndsvinget, så man en ung pige i folkedragt vågne op på en eng, rejse sig og gå ud af billedet – og tre meter senere igen stå op osv.

Lille Ingmar var på stoffet.

Ingmars trylleri

Bergman siger, at som filmskaber mærker han samme »svimlende følelse af trylleri«, som da han i sin kinematograf drejede fra det ene billede til det næste, og det gentager sig, når han sidder i sin hjemmebiograf på Fårö nord for Gotland og ser billederne bevæge sig på væggen: »Tres år er gået, men det er stadig lige forførende«.

’Laterna magica’ er selv en magisk lygte af et erindringsværk, en sjælden lyskegle af frygtløs selvanalyse og indsigt. Det smukkeste er, hvordan Bergman til sidst – efter et livs forældreoprør – forsoner sig med den lige ensomme mor og far, der selv slæbte på deres dæmoner af for store krav, dårlig samvittighed og skyld.

Nænsomt omfavner han dem i tanken og indser, hvad han på godt og ondt har fået med hjemmefra. Foruden det fra storebror tilbyttede mirakelapparat, der for evigt tørnede ham på billedmagien.