Det på en gang forrygende og fandens ved teatret som kunstart er, at det er så flygtigt. Dels eksisterer en forestilling kun i det øjeblik, den bliver til. Dels opføres en forestilling kun i en begrænset periode og forsvinder derefter for altid. Får man den ikke set, er det bare ærgerligt.
Det er således teateraficionadoens lod at slæbe rundt på en stadig længere liste over forestillinger, man af en eller anden grund er gået glip af. Måske var man ude at rejse i hele spilleperioden. Måske fik man bare ikke købt en billet i tide. Enkelte gange kan man være så heldig, at der findes en tv-optagelse, som kan bøde lidt på det, men også kun lidt. At se teater i tv er som at spise en pomelo uden at have fjernet alt det hvide; det giver en bitter smag i munden.
