Nu taler man ikke om en dames alder, men jeg vil skyde hende til at være et sted mellem 100 og 200. Jeg stødte allerede ind i hende, da jeg flyttede ind, og hun hev mig i ærmet ... eller det var ikke i ærmet for det var sidste år i august, og det var så varmt, at man skulle tro, de stegte hanekyllinger i det asociale boligbyggeri. Det gjorde de osse, og luften var fuld af simreretter, og man syntes måske ikke som blegansigt, at det er så normalt, at man tømmer hele krydderihylden ned over noget kødhalløj, der så står og koger ind og ud til efter midnat.
Måske skulle man selv prøve at sætte noget over til langtidsudkogning. Jeg har for eksempel er par Tommy Pilfinger sart-rosa snøresko, som jeg købte for to år siden, fordi jeg skulle på ferie i store Vildbassemose. Jeg glemte dem, og siden har jeg ikke haft dem på. De er lissom døde, skoene, og de er allerede for flade i det, og jeg tror, jeg sætter dem over sammen nogle finthakkede skalotteløg, og jeg har osse nogle krydderier fra de varme lande, hvis holdbarhed udløb i 1982. Det ska’ nok blive godt. Så inviterer jeg Erling Ego til forsoningsmiddag.
