For nylig var der her i avisen et stort interview med eminente Elisa Kragerup – teaterinstruktøren og -direktøren, der i øjeblikket ikke synes at kunne gøre noget forkert, i hvert fald kunstnerisk set. Undervejs i interviewet siger hun: »Jeg har brug for skuespillere, der kan definere verdener sammen med mig – og bebo dem og give dem liv«.
På den ene side siger det sig selv, at det er det, en instruktør har brug for. Selv den dårligste dilettant kan jo fortælle en historie, men skal en forestilling virkelig lykkes, kræver det noget mere. På den anden side må man som teatergænger konstatere, at dette mere ikke altid er til stede. Det hele står og falder med, om man som tilskuer tror på skuespilleren i rollen. Man kunne fristes til at sige det med det berømteste af alle Shakespeare-citater.
