Det er lørdag morgen. Selv om vi er stået tidligt op, er vi for sent på den. Som vanligt. Vi er på vej fra vores hjem i det indre København til færgen ved Sjællands Odde. Den ene vejviserapp siger, at vi ankommer et par minutter efter færgens afgang. Den anden siger, at vi når frem i allersidste minut. Vi drøner forbi Fisketorvet og får lidt sammenbidt øjenkontakt i bakspejlet.
Min fartglade kæreste kører, og jeg sidder tanteagtigt på bagsædet sammen med næste generation, som allerede sover i sin autostol. Mens vi i fuld fart fræser ned ad Folehaven, kommer jeg til at tænke på en film af Carl Th. Dreyer. Ikke et af hans mesterværker som ’Ordet’ eller ’Vredens Dag’, men kortfilmsklassikeren ’De naaede Færgen’. En umådelig forjættende titel at erindre sig i vores situation. Og den bliver kun mere forjættende, efterhånden som Hvidovre bliver til Baldersbrønde og Hedehusene, og jeg konstaterer, at vi ifølge den optimistiske vejviserapp netop har tabt et minut. Vi når ikke færgen.
