Forleden, da jeg ledte efter pigmenter til limfarve i min fugtige kælder, fandt jeg en udgivelse, jeg længe har savnet. Jeg hentyder til At Tænke Sigs årshæfte fra 1936. I det bibliotek, jeg har indrettet et sted i min hovedskal ud fra den velkendte memotekniske strategi, der hedder ’huskepaladset’, har det ganske vist i årevis befundet sig, hvor jeg i sin tid placerede det. Nemlig på en bestemt rød hylde i en bestemt lilla reol i et dertil indrettet grønt værelse i den særlige afdeling af mit imaginære bibliotek, hvor jeg løbende katalogiserer periodika. Men en ting er at vide, hvor en publikation er placeret i ens hjernekammer, noget ganske andet, hvor den faktisk befinder sig! I særdeleshed hvis den på et tidspunkt er havnet i en kælder som min. Jeg har faktisk ledt efter hæftet i ti år. Hvad satan lavede det sammen med dåserne med ultramarint og sennepsgult pigment?
Men til sagen. At Tænke Sig, spalten, der hærger yderst til højre her på siden, er som bekendt avisens ’hovedorgan’. Sådan har det været i umindelige tider, og hvor umindelige disse tider er, fremgår netop af omtalte årshæfte. 84 år har det på bagen, der er tale om femte årgang, og indholdet bekræfter, selv om design, format og sprogtone viser, at mange år er gået, at intet har forandret sig. Som ’vort tillægs’ chefredaktør Jensen filosoferede efter et møde i hjørnekontoret i sidste uge: »Vi tror, vi er en del af en rivende udvikling, men vi er blot mennesker, der tusser rundt i vores små cirkler«.
