Ikke for at hijacke kampdagen, men i anledning af at vi nærmer os årsdagen for det første pressemøde af den slags, der har givet vores statsminister gudestatus og os andre pressemødepanikangst, tillader jeg mig at påpege tre andre kampe, vi som samfund har foran os. Vi er i den hverdagstrivielle ende af spektret, bevares, men vi har i coronatiden begået to bevaringsværdige kvantespring og en kæmpe brøler, som jeg mener, det er tid til at sætte fokus på. Og da alle værdige formål har fået hver sin kampdag i den gregorianske kalender, ser jeg ingen andre udveje end at gribe til Bagsiden, som så gav mig spalteplads 8. marts(?).
Kamp #1
Da jeg i midt-00’erne læste internationale kulturstudier på universitetet, havde jeg en bachelorvejleder, der efter et langt liv i Danida havde viet sit liv til at undervise i entonolgi og nationalkultur. Han var tudsegammel, lignede julemanden og var altid at finde på et lille kontor bag et bjerg af bøger – flere indeholdende noter fra racistiske feltstudier i Vestafrika og Polynesien i første halvdel af 1900-tallet. »Afrikanerne har store hoveder, men små hjerner«, stod der i en. På lignende generaliserende, om end noget mere passende, vis bød han de internationale gæster på studiet velkommen med en illustration af dansk kultur: et billede af indersiden af en dansk bybus, hvor hver passager demonstrativt har indtaget to sæder ved at sætte sig på gangpladsen for at minimere sandsynligheden for en smalltalkende sidemakker.
