De kommer i bølger, de mest almindelige vilde blomster, som alle ser, og (næsten) alle kender, fordi de er overalt, især i den natur, vi har mest af: grøftekanter og vejrabatter. Det er mælkebøtter i maj, vild kørvel i juni og nu den vilde gulerod og ditto pastinak.

Jeg kan ikke udtale mig om hele landet, men i sidste uge var jeg i København, og forleden i Herning. Jeg kørte ad 500 kilometer danske motorveje, og det var en blomsterglæde uden lige. Der er mange forskellige, men på lange strækninger var det de to sidstnævnte, der stjal billedet. De står ikke i tætte flokke, men er drysset ud som perler for svin eller salt på en fedtemad. Både den vilde gulerod og den vilde pastinak trives nemlig udmærket i rabatternes karrige jord, og når de har indfundet sig et sted, sørger de og bilerne for, at de spreder sig med 110 kilometer i timen, kilometer efter kilometer. Frøene blæser af sted, når de er modne, følger trafikken. De spirer og får blade den første sommer, blomstrer næste sommer. Er altså kun toårige, men fornyr konstant sig selv.