Jeg har altid drømt om at finde et stamværtshus. Et sted med cigaretrøgsgulnede vægge, hvor jeg kan få min faste plads i baren i et sparsomt belyst hjørne. Et sted, hvor bartenderen ved, hvad jeg skal have, så snart han ser mig: en porter fra kassen, endelig ikke fra køleskabet, og uden glas. Et sted, hvor der står en gammeldags jukeboks, der spiller John Mogensens ’Erik Oluf Andersen’ med de mange pudsige rim.
Det værtshus, jeg ser for mig, er ikke præget af værtshuskulturens skyggeside, der rimer på overforbrug, svigt etc. Drømmen er et glansbillede. Det er et mødested for klichehårdkogte filmheltetyper, smukke kvinder og bohemer af den mest udsøgte slags, som ikke nødvendigvis kender hinanden ud over af udseende, men som tilsammen udgør et inspirerende miljø.
