Da Tom Kristensen i Politiken 30. april 1934 som den første i Danmark anmeldte ’Seven Gothic Tales’ af Blixen-pseudonymet ’Isak Dinesen’, bragte en kollega et andet sted i avisen en del biografisk materiale om forfatteren, hvor hun fejlagtigt blev omtalt som Ellen Christence Blixen-Finecke – navnet på en søster til Karen. Selv om man også dengang rettede fejl, var der ikke noget, der hed Læsernes redaktør, så det rigtige navn blev først bragt på banen i et interview 1. maj 1934 med, som der stod: baronesse Karen Christentze Blixen Finecke under overskriften ’Den hemmelighedsfulde Forfatterinde aabner for sin Hemmelighed’ .
Det indledes med en beskrivelse af Rungstedlund og af baronessens udseende: Hun var ganske fordringsløst klædt, hun lignede en engelsk lady på sit landsted, hun bar gode spadseresko og ellers en dragt i lyse, primitive uldstoffer, næsten i naturfarve. På hovedet havde hun, journalisten tør næsten ikke sige det: en bøllehat.




























