Det var juleaften hjemme hos mine forældre, og skålen med risalamande var ved at lægge an til sin anden tur rundt om bordet. Min søster var sikker på, at min far gemte mandlen i kinden, og han grinede fjoget, som kun han kan. Men så vendte hun på sin tallerken og var overbevist om, at det var hendes kæreste, der havde den. Ingen af dem gik til bekendelse. Jeg havde med den risalamanderutine, man med alderen opøver, for længst pikket med skeen i alt det i min portion, der bare tilnærmelsesvis kunne minde om en hel mandel, og fastslået, at jeg i hvert fald ikke havde den.
Mit blik faldt på risalamandeskålen, og jeg lod tankerne vandre. Det, vi sætter på bordet, er tæt forbundet med vores minder og følelser, skriver Lars Hedebo Olsen i sin fine bog ’Danske stel’ (2021). Det har han så evig ret i.
