Inger Støjberg har lavet et parti »for folk, som vi er flest«. Dansk Folkepartis seneste kampagne slår fast, at »det er okay at være almindelig«. Selv Ekstra Bladets – den lille mands avis, som laves på Rådhuspladsen i København – har i sin strategi ringforlovet sig med det almindelige folk, der tilhører »den ukreative klasse, for hvem LBGTQ blot er tilfældige bogstaver fra alfabetet. Hvor spin hedder løgn, hvor man ikke er proud, men stolt, og hvor en regnbue er et naturfænomen, ikke et flag«.
Mange myter hersker, når det handler om danskerne i flertal, men det er indiskutabelt, at den almindelige dansker, vælgeren med begge ben på jorden og ben i næsen, og som – med rapperen Tessas udtryk – ’er ben’, kan flytte bjerge i dansk politik. Hvis den almindelige dansker oplever, at der er for langt til nærmeste hospital, så bliver der lyttet til det. Hvis de ønsker nærpolitistationer, hårdere straffe, kompensation for stigende fyringspriser, ja, så opstår den politiske vilje til at gennemføre det af sig selv.
