Jeg sidder i toget på vej til Århus, og jeg har planlagt min rejse lige oven i Danmarks åbningskamp. Som om det at sidde i toget ville udelukke at se kampen. Der sidder to fyre på sæderne bag ved mig og følger med. Jeg tager øretelefoner i og går ind på en streamingtjeneste. Her finder jeg filmen ’Fever Pitch’, baseret på bogen af Nick Hornby, sætter filmen på og spiser en cookie.
I filmen følger vi Paul, spillet af en ung Colin Firth. Han er folkeskolelærer og inkarneret Arsenal-fan. Filmens flashbacks er dateret efter historiske kampe, og de tjener til at lade os forstå, i filmens nutid, at det, der for hans nyfundne kærlighed, Sarah, blot virker som et valg mellem hende og fodbolden, selvfølgelig slet ikke er noget valg.




























