I går blev Danmarks skæbne afgjort. Det interesserer mig ikke. Vi er gået videre eller er ude. Og så kan de alvorlige kampe begynde.
Det hele føles så mærkeligt fladt. Måske er det, fordi jeg går rundt her i en lejlighed, pakker mine ting og gør klar til at flytte. Mere end for det VM, jeg valgte at boykotte, tror jeg, at jeg vil huske slutrunden for den lille omvæltning. I forgårs kunne jeg høre min overbo se USA mod Iran. Karl, som også er min bedste ven. Der er en verden, der udspiller sig, som jeg forsøger at ignorere.




























