Så ringer du? Der ka’ gå år og dag, mellem vi taler sammen. Jeg ved nok, at du elsker mig. Og jeg elsker nok osse dig, når det kommer dertil, selv når man dertil lægger, at du har været otte gange rundt om blokken, og jeg syv, så ved man godt, når der pustes til ilden, men man elsker så mange. Hver for sig.
Om jeg vil med på en 3.777,4 km køretur? Jeg synes, det lyder lidt langt, da vi indtil videre kun har tilbagelagt to ture til Starck a seks kilometer, tur-retur på 7,3 år, frem og tilbage. Jeg ved ikke, hvorfor jeg netop elsker dig. Du taler som et vandfald med den der stemme, jeg aldrig bliver træt af at høre på, og du har lært mig at bygge et hus. Og så ligner du alt det, jeg så godt ka’ li’, og livet som du lever det, som om du ved, det kun er til låns. Det er osse, fordi du har hænderne skruet rigtigt på, og jeg vil ikke ha’ en rapper, jeg vil ha’ en naver. Eller jeg vil egentlig ikke ha’ noget, faktisk. For jeg har alt.
