Da jeg i nullerne sammen med unge fra hele verden møder op på kandidatgraden i Kultur, kommunikation og globalisering på Aalborg Universitet, spørger den ghanesiske underviser os, hvordan vi identificerer os selv. Altså hvilke grupper eller kulturer vi føler os som en del af. Nogle studerende kaster sig ud i legen med stor vellyst. En var engelsk og Liverpool-fan. En var fransk-canadier og katolik. En var catalaner og squash-spiller. Jeg var dansker og i vildrede. »Europæer«, foreslog underviseren for at hjælpe mig lidt på vej. »Din kulturelle identitet står tydeligere frem i mødet med det, du i hvert fald ikke er«, konstaterede han, mens jeg tyggede på, om det var unaturligt, at jeg ikke følte mig som europæer. Ikke sådan til hverdag i hvert fald.
Kulinarisk miskmask
De næste to år gik med at lære hinanden og vores forskelligheder at kende. Gennem potlucks – en slags ukoordineret sammenskudsgilde, hvor alle tager deres livret med, og hvor danskere må slippe deres trang til at uddelegere og koordinere menuen og acceptere det kulinariske miskmask.
