Hvad laver du egentlig i din fritid?«. Sådan spurgte en far mig for nylig til en børnefødselsdag midt i et kaos af sukkerhøje børn, som blev jagtet rundt i haven af en eller flere af deres forældre. Han havde lige fundet ud af, at jeg ikke har børn. Det var en af den slags fødselsdage, hvor samtalerne er maks. tre minutter lange, før de bliver afbrudt af et barn, der bløder, græder eller afbryder. Spørgsmålet faldt abrupt og paradoksalt nok i forlængelse af en snak om sommerens store samtaleemne, Normstormerne, hvis undervisning om normkritik han mente var helt afgørende for børns dannelse. Den borgerlige bekymring for identitetspolitisk indoktrinering var »bagstræberisk og formørket«, mente han.
Inden jeg nåede at spørge ham, om hans interesse for min fritid og normafvigende adfærd egentlig ikke også udsprang fra et formørket sted, sprang han op af stolen for at finde den 1-årige, som pludselig var væk. Og jeg besluttede mig for at tolke det som oprigtig nysgerrighed med en snert af længsel.
