Det var svært at komme fra den helt betydningsløse danske presse, når der var modeopvisninger i Paris i 1970’erne. Engang sad Libbie Fjelstrup i guldstol på de eftertragtede pladser.

Jeg var en Madame Nobody i Paris, men pludselig var jeg opgraderet til Madame Somebody

Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Den kommende Chanel-udstilling på Victoria & Albert i London tegner til at blive en gedigen blockbuster, for selv om det først er til september, kan museet allerede nu melde udsolgt af de første mange tusinde billetter til ’Gabrielle Chanel. Fashion Manifesto’. Flere kommer heldigvis til, og jeg er helt klart blandt de mange, som stiller op i London for at opleve den legendariske modeskabers afslappede form for luksus.

Ganske vist har ingen af hendes ikoniske mesterværker nogensinde fundet vej til min garderobe. Ikke fordi jeg ikke har drømt om lidt udstyr fra Chanel, men fordi bankkontoen aldrig har haft den fornødne størrelse, hverken til hendes genialt komponerede tweedjakke med kantebånd eller blødt skårne nederdel, ej heller til kædebæltet eller skoene med de sorte snuder og da slet ikke til tasken, den lille quiltede med CC-lås og hele balladen, designet af mademoiselle i 1955, i dag med status af det ultimative pralestykke, værdisat til et sted mellem 40.000 og 50.000 kroner, ny som brugt, hip som hap, alder ingen hindring, ligesom med Rolex, Matisse og Kelly-konkurrenten fra Hermès.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her