Det føles som at bande i kirken, men her kommer det: Jeg glæder mig til efteråret. Slut med hektiske hvidvinsarrangementer i haven, slut med nervøsitet for, om det regner, når man har inviteret til udendørsfest. Slut med at forsøge at holde teinten ved lige i de mere og mere sparsomme soltimer – nu begynder den blege tid, som kulminerer i februar-marts, hvor vi alle sammen har en farve som minimælk. Og takker kosmetikindustrien for dog at hjælpe lidt på miseren.
Ikke at jeg hader forår og sommer. Jeg bliver lige så stirrevit som alle andre, når lyset tager fat hen i april, og lærkerne synger over grønne marker. Dem hører man ikke inde i byen, men da jeg boede på landet, vandrede jeg ud på de selvsamme marker og sang meget højt om lærkereder og duggen, der dynker et strå. Men som alle ved, kommer sommeren så hurtigt og er lige pludselig forbi. Man skal nå det hele på den halve tid, og det er faktisk ret anstrengende.
