HELLE SKRIVER Pyha. Det har sandelig været en begivenhedsrig uge med mange trængsler for regeringen. Men nu er det heldigvis faldet på plads alt sammen, og jeg synes, vi har fundet en rigtig god løsning på det med trængselsringen. Jeg kunne også mærke, at journalisterne var begejstrede, da jeg på mit ugentlige pressemøde fortalte, at der ville komme en god løsning i morgen. For de blev ved med at spørge, selv om jeg allerede havde svaret én gang. Mange ville selvfølgelig have detaljer, men jeg forklarede dem, at de måtte vente. Det forstod de vist godt alle sammen. Muligvis med undtagelse af Bent Stuckert og ham der Kjeld fra Vulkanisør Nyt. Jeg ved godt, at jeg enkelte gange har sagt, at trængselsringen bliver til noget. Den var også med i Villy Søvndals og mit oplæg Fair Forandring. Men vi kan jo alle blive klogere, og siden har vi ændret oplægget, så det nu hedder Færre Forandringer. Jeg synes, at vi som politikere har pligt til at lytte til den kritik, der er kommet fra borgerne og ikke mindst fra fagbevægelsen og de socialdemokratiske borgmestre i omegnskommunerne, ligesom vi bør lytte til meningsmålingerne. Det har vi nu gjort, og samtidig har vi besluttet at nedsætte en langsomt arbejdende kommission, der engang kan nå frem til den konklusion, at vi traf den rigtige beslutning. Så ved jeg godt, at flere har sagt, at jeg har ydmyget Villy Søvndal, fordi trængselsringen var vigtigst for ham. Sådan vil jeg ikke formulere det. Villy og jeg har hele vejen igennem haft et fantastisk godt samarbejde, og jeg har stor respekt for hans evne til at tilpasse sig mine synspunkter, som jeg synes, han fortjener stor ros for. Han gør et stort stykke arbejde, ikke mindst som udenrigsminister, og jeg har da også stillet ham i udsigt, at han og Carsten Hansen en dag kan bytte job. Med Villys evner til at bevæge sig på den udenrigspolitiske scene er jeg sikker på, at han også vil gøre sig godt i Udkantsdanmark. Omvendt vil det også være godt for Carsten Hansen at komme lidt ud, for det er mit indtryk, at han har en tendens til at bure sig inde på sit kontor. I øvrigt har jeg selv været en tur i udlandet på det seneste. I min egenskab af EU-formand blev jeg for nylig modtaget af Nicolas Sarkozy på trappen foran Élysée-palæet. Jeg vidste ikke rigtig, om, jeg skulle gå helt op til ham eller blive stående et par trin længere nede, så vi var lige høje - han er jo meget forfængelig - men det endte med, at jeg stillede mig op ved siden af ham, og i stedet for de sædvanlige kindkys, kyssede han min hånd, imens jeg valgte at klappe ham på hovedet. Præcis som jeg plejer at gøre, når jeg mødes med Villy.