Kære Powerbook. Jeg skal love for, at vi har været igennem en hård periode på det seneste. Men nu ser det meget lysere ud. Især efter at vi har lavet en helt ny akutpakke, som forhåbentlig betyder, at vi har reddet mange danskere fra at stemme på Uenighedslisten næste gang. Et andet problem, som er blevet løst, er formandsvalget i SF. Jeg havde længe lagt mærke til, at Villy så træt ud, når Margrethe og jeg talte om dagpenge, skattelettelser, sko, og hvad vi ellers diskuterer på vores møder. Derfor kom det ikke som en overraskelse, at han ville trække sig som formand for SF. Vi havde alle håbet på, at det blev Astrid Krag, der tog over, men i stedet blev det Annette Vilhelmsen, som hverken Margrethe eller jeg nogensinde havde hørt om. Vi frygtede lidt i starten, at hun ville lave splid og ballade, og vi var så småt begyndt at tale om at fryse hende ud. Men heldigvis valgte vi at gøre det modsatte, nemlig at være overstrømmende venlige og imødekommende og invitere hende til Marienborg, hvor hun aldrig har været før. Dér fik vi os nogle rigtige gode tøsesnakke, og samtidig fik vi Annette til at forstå, at hun skal følge vores regler, hvis hun vil være en del af girl power. Det var trods alt Margrethe og mig, der var her først. Det forstod hun godt, og indtil videre har vi ikke haft nogen problemer med Annette. Hun virker faktisk rigtig sød. Jeg er glad for, at hun valgte at beholde Villy som udenrigsminister, for det ville have været frygteligt for ham, hvis han ikke kom ud at rejse i den store verden, som han altid har holdt så meget af. Efter at vi dannede regeringen, er det desværre blevet sjældnere, at Villy besøger os derhjemme, og mine piger, som kalder ham onkel Villy, er rigtig kede af, at han ikke har kunnet passe dem så ofte som før, når Stephen er væk. Jeg har overvejet at spørge, om det var noget for Ole Sohn at være babysitter en gang imellem, nu hvor han ikke længere er erhvervsminister, men jeg ved ikke, om pigerne synes, det er en god idé, for han kan godt være lidt kantet. Især skal man passe på ikke at komme til at drille ham med, at han engang har kysset den østtyske statschef Erich Honecker på munden. For nylig viste TV 2 et helt program med mig nede fra vores sommerhus, hvor jeg fik lov til at lave mine berømte fiskefrikadeller for værten, der vistnok hed Felix. Han var vældig sød, selv om han hele tiden talte med mad i munden. Vi snakkede slet ikke politik. Det var virkelig en befrielse. Det var også spændende at lave mad i fjernsynet, og det kunne være interessant en dag at have sit eget madprogram ligesom brødrene Price. Det kunne hedde 'Hellefisk', og jeg kunne give eksempler på, hvad man kan lave af tilbehør til mine berømte fiskefrikadeller. Ud over remoulade, selvfølgelig.