1. De studerende (1)
Ifølge Politiken-Fondens fundats skal fremtidens abonnenter altid behandles med maksimal ydmyg respekt, og derfor er de studerende igen øverst på listen, som de har været siden Bertel Haarders tiltrædelse som undervisningsminister i 1982. Når vi kerer os om de studerende, er det naturligvis ikke alle, vi er lige optaget af. Vores hjerter tilhører især de hårdt prøvede humaniorastuderende, dernæst andre studerende på de lange videregående uddannelser, og som altid kunne vi stort set ikke være mere ligeglade med håndens uddannelser. Det skyldes, at vi åndsarbejdere føler os set ned på af håndværkere, der dukker for sent op til aftaler i vores sommerhuse og lader nogle syrlige bemærkninger falde om de gør-det-selv-projekter, vi har lavet, og som vi faktisk er meget stolte af.
2. Jon Stephensen (7)
Smukt folketingsmedlem med den lækreste krop, der p.t. er på selvbetalt orlov fra sine parlamentariske forpligtelser efter en uskøn kulturlivskampagne, hvor en tilfældig menneskehobs krav åbenbart kunne trumfe de demokratiske spilleregler. »Der var nu en ting, det var skønt at have vidst: Om de fleste er de bedste eller bare de fleste«, sang Niels Hausgaard engang, og nu har vi fået svaret. Mere end 1.500 kulturkujoner har ventet på et tidspunkt, hvor det ikke kostede dem noget som helst, og underskrevet et miskrediterende stykke papir (hvilket Stephensen faktisk kunne have gjort for dem, hvis det skulle være). Jon Stephensens politiske ambitioner er imidlertid »intakte«, og han bør få vores støtte, hvis vi gerne vil have folketingsmedlemmer, der tør tænke ud af boksen, måske endda helt væk fra boksen og over mod boksens lækre datter.
