Da alle landets mink blev udryddet for ikke at sætte folkesundheden over styr, kunne det tyde på, at det skete uden lovhjemmel. At det kostede landets skatteydere 19 milliarder kroner var én ting; det er straks mere giftigt med en tvivlsom lovhjemmel, især når man vil undgå at blive et kaotisk diktatur. Derfor så Folketinget sig nødsaget til at nedsætte den såkaldte granskningskommission om sagen om aflivning af mink, som blandt yngre medborgere straks fik øgenavnet Minkkommissionen. Nu skulle hændelsesforløbet blotlægges, sagen klargøres, ansvaret placeres. Sådan som man gør i et samvittighedsfuldt samfund.
Kommissionen, ledet af særdeles kompetente jurister, forhørte en række ministre, rådgivere og statsansatte embedsmænd. Alle mødte beredvilligt og velforberedte op. Undervejs i forhørsrækken kom det frem, at en række ansatte endda havde udvist særlig omtanke for statens it-udstyr ved at sørge for ikke at belaste deres mobiltelefoners hukommelseskort med unødige data. Den journalistuddannede sundhedsminister, Magnus Heunicke, havde også af egen drift taget på sig at skrive uofficielle mødereferater, men da der er forskel på journalistik og journalisering kunne de ikke betragtes som betydningsbærende dokumenter i forvaltningsretlig forstand. Initiativet må man imidlertid huske at rose ministeren for.
