Fysikeren og Mars-forskeren Jens Martin Knudsen er død, 74 år. Han var ikke bare en højt anerkendt videnskabsmand. Han var også en fremragende formidler, hele kongerigets fysiklærer, der fortalte så intenst og levende om universet og dets gåder, at han kunne tryllebinde et helt auditorium, eller - når det var tv, han optrådte på - det meste af landet. Jens Martin Knudsen var forfatter og medforfatter til mere end 100 videnskabelige afhandlinger. En følelse af svigt Han blev hædret af de studerende ved Københavns Universitet med Årets Harald som en fremragende underviser, fik DR's Rosenkjærpris for sine evner til at gøre naturvidenskab folkelig og har desuden modtaget Tycho Brahe Medaljen og Ørsted Medaljen. Egentlig syntes Jens Martin Knudsen, at han havde svigtet. Det var nemlig ikke rummet, han skulle have brugt sit liv på, men Jorden, sagde han i et interview her i avisen i november 2000. Eller rettere: de fattige her på kloden. I 1975 var han og hans kone parat til at rejse udenlands for at grundlægge det første af flere institutter, som skulle hjælpe fattige i verden med praktisk fysik. »Der ville jeg føle mig nyttig«, sagde han i interviewet i Politiken. Den sjældne legering i meteoritten Flybilletterne var købt. Så blev Folketingets bevilling strøget. Samme aften sagde Jens Martin Knudsen til sin kone: »Nu begynder jeg at studere meteoritter. Det skulle dog være pokkers, om der ikke kom noget ud af det«. Næste morgen kørte han til Geologisk Museum i København, hvor han fik et stykke af en meteorit, og den åbnede porten til et nyt eventyr. I meteoritten fandt han en sjælden legering, som han siden skrev doktorafhandling om. Den medførte en invitation til at holde foredrag i USA, hvor folk fra NASA hørte ham nævne en idé om at bruge magneter til at undersøge støvet på Mars' overflade. Og det kom han til. Som ankermand for den danske forskergruppe, der havde instrumenter med om bord på NASA's Pathfinder sonde til Mars i 1997. Haumrum Jens Martin Knudsen kom til verden 12. oktober 1930 som den ældste af købmandens tre sønner i den jyske landsby Haurum. Hjemme i købmandshjemmet herskede der streng disciplin og høj moral. Udenfor i landskabet blandt kammeraterne den fuldstændige frihed. Og det var her, at hans forundring over verden begyndte. Granslev Å var fyldt med ørreder, og Jens Martin Knudsen spekulerede tit på, hvordan de kunne være der alle sammen. »Og der kan jeg huske, at vi begyndte at diskutere, mens vi stod og fiskede, hvordan den å kunne blive ved med at løbe«, sagde han i føromtalte interview. »Hvor kommer alt det VAND fra?!«. Tallenes verden Først da han begyndte på seminariet, opdagede han, at han var god til regning. Og lod sig opsluge i tallenes verden. Eller som han selv udtrykte sig: »Der er en slags musik i fysikken. Og den kan man godt nyde uden selv at være en stor musiker«. Efter lærereksamen i Silkeborg tog han studenterkursus i København og blev cand.mag. i fysik fra Københavns Universitet. Som ung var han betaget af kommunismen. En betagelse, der fortog sig aldeles, da der efter Ungarnsopstanden i 1956 kom ungarske studerende til universitetet og fortalte en anden historie om, hvad der var hændt, end Jens Martin kendte. Mysterier I to år arbejdede han ved Massachusetts Institute of Technology i USA. Så blev han ansat ved H.C. Ørsted Laboratoriet under Niels Bohr Instituttet, og var i 1960'erne udstationeret for FN som fysiklærer i Tyrkiet og dernæst Brasilien, hvor han og hans kone adopterede en dreng. I år 2000 blev han pensioneret fra sin stilling som lektor på Ørsted Laboratoriet, men fortsatte arbejdet med Mars-ekspeditionerne. Mysteriet spillede en stor rolle i hans liv. Alt det vi ikke forstår. 'Videnskaben er en foreløbig opsummering' Han var ikke i tvivl om, at naturvidenskaben en dag vil kunne forklare, hvordan det hele er gået til - fra universets begyndelse og frem til livets opståen. »Videnskab er ikke sandhed. Det er en foreløbig opsummering af de erfaringer, vi har. Hver gang du laver en ny opdagelse, føjer mysteriet sig dybere og dybere. Der er ingen bund! Og til syvende og sidst ender vi jo i det spørgsmål derovre«, sagde han i interviewet med Politiken med henvisning til det ord, han vist i årevis havde stående på tavlen i sit kontor: Hvorfor? »Og det kan videnskaben ikke forklare«. Gåden Hvad der var før Big Bang, kan ikke forklares inden for almindelig fysik. Og hvad der sker, når vi dør, er en trossag, mente han. Men mellem disse to porte findes en enkelt svimlende gåde, som også var den, Jens Martin Knudsen selv mest brændende ønskede at kende svaret på: Hvordan opstod livet? Liv kender vi foreløbig kun til ét sted i universet. Og det er, mente han, »fuldstændig forbavsende og langt mere kompliceret end noget andet i universet«. Han ville gerne leve noget længere og prøve at forstå noget mere. F.eks. ville han rigtig gerne vide, om dna-molekylet er karakteristisk for Jorden. »Altså alene fordi det vil jeg gerne, også uden at skulle bruge det til noget«. 'Hvorfor?' I årevis legede han med tanken om, at navnet på den anden store gåde skulle have plads på hans gravsten. Med et enkelt ord: »Hvorfor?«. Hans kone syntes, at det var for krukket. »Jeg ville faktisk gerne. Men det er at tage sig selv meget højtideligt«, sagde han og nævnte Johannes V. Jensens linjer: »Det varer ved det fagre spil, om også du ej mer er til««. 'Et fagert spil' »Jeg er ked af at skulle forlade det fagre spil. Og jeg mener virkelig, at det er et fagert spil. Hvis vi ser bort fra den fattigdom og elendighed, der er på Jorden, så er det jo et utrolig interessant sted at være. Det er uudtømmeligt i sine gåder og muligheder. Det drejer sig ikke bare om at finde den magnetiske fase på Mars. Det er nu en gang mit job. Men der er mange andre ting«. »Men hvis vi bare er her ... Ja, før i tiden sagde jeg 70 år, nu er jeg begyndt at sige 80. And that's it! Så er det ejendommeligt«. »Altså, er der et formål med det hele?«.