Foto: Silas Stein/AP
Tech

7,6 millioner brugeres oplysninger lækket fra populært onlinespil

Flere millioner spillere af PC-spillet Town of Salem har fået lækket deres e-mails, kodeord, IP-adresser og i nogle tilfælde også betalingsoplysninger.

Tech

Online-spillet Town og Salem har været udsat for et massivt datalæk. Godt 7,6 millioner brugere har fået lækket deres oplysninger, herunder e-mailadresser, kodeord, IP-adresser og i nogle tilfælde også betalingsoplysninger.

Helt præcist er der tale om en database bestående af 8,388,894 brugere og altså 7,633,234 unikke e-mailadresser.

Spiludvikleren, BlankMediaGames (BMG) har bekræftet på deres onlineforum, at datalækket har fundet sted.

Datalækket blev først opdaget 28. december sidste år, da en anonym kilde sendte en kopi af hele Town of Salem-databasen til DeHashed, der er en søgemaskine for hackede databaser. Resultatet viste, at langt de fleste af spillets brugere er blevet hacket og har fået lækket deres oplysninger.

En talsperson fra BMg undskylder lækagen, men understreger, at ingen kreditkortoplysninger er blandt den lækkede data.

»Vi håndterer ikke penge – overhovedet. En tredje-parts betalings-formidler håndterer alt den slags. Vi ser ikke dit kreditkort, betalingsinformation, eller noget af den slags. Vi har ikke adgang til de informationer,« skriver BlankMediaGames talsperson, der går under navnet ’Achilles’ i et officielt svar inde på spillets onlineforum.

I svaret understreger spiludviklerne også, at »den eneste vigtige data, der er blevet lækket er jeres brugernavne/kodeord, IP-adresser og e-mails. Alt det andet er kun spilrelateret data«.

De anbefaler dog alle brugere af spillet at skifte deres kodeord. Hvis kodeordet bruges på andre platforme, anbefales det også at udskifte de kodeord. Brugernes e-mailadresser blev også lækket, og derfor vil hackere nemmere kunne få adgang til tjenester, hvor samme kodeord bliver brugt.

Alle kodeordene, der er blevet lækket, er krypterede. Det vil sige, man ikke med det blotte øje kan se, hvilke bogstaver og tal, der indgår i koden, men at man via antikrypteringsværktøj skal decifrere kodeordene ét ad gangen. Ifølge det amerikanske businessmedie Forbes, er mere end to millioner kodeord allerede blevet dekrypterede siden lækket 28. december, og ligger nu frit tilgængeligt online.

Dårlig timing

Offentligheden blev første gang informeret om lækket 3. januar, altså fem dage efter, det fandt sted. Spiludviklerne BMG har mødt stor kritik på de sociale medier, fordi de har hemmeligholdt nogle oplysninger, der potentielt kan skade deres brugere.

Repræsentanter fra hackerdatabasen DeHashed, der afslørede lækket, har forklaret, at de flere gange via e-mails har forsøgt at informere BMG om situationen, uden at få et svar.

»Jeg beklager, at det er sket. Ingen spiludvikler ønsker nogensinde at være i denne situation, og at det her sker i juledagene, hvor ingen var på arbejde, er forfærdelig timing«, skriver ’Achilles’ fra BMG på onlineforummet.

Udviklerne bag Town of Salem har udtalt, at de har løst de mest presserende problemer i forbindelse med datalækket, men at de i den nærmeste fremtid vil sende en e-mail med flere informationer ud til alle spillets brugere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce